Koldby/Hørdum et skridt tættere på Serie 1 efter straffedrama
På udebane vandt KoldbyHørdum IF den første playoff-kamp om at rykke op i Serie 1
HERNING: Lørdag eftermiddag skulle Koldby/Hørdum IF tage første skridt mod en oprykning til Serie 1. Det skete på udebane mod Herning Fremad i den første playoff duel mellem to Serie 2 hold om at møde et Serie 1 mandskab i den endelige duel.
Det blev en tæt affære, som bølgede frem og tilbage, men efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence lykkedes det Koldby/Hørdum IF at sikre sig sejren.
- Vi er utrolig glade, og drengene skal have stor ros for en flot og disciplineret indsats, siger Hanne Sand Smed, der er træner for Koldby Hørdum IF.
Fra kampens start var det Herning Fremad, som satte sig på kampen og lagde tryk på thyboernes mål. Efter 20 minutter kom de også igennem og scorede til 1-0.
Koldby/Hørdum IF havde ikke meget spil i første halvleg, men til gengæld stod de godt defensivt. Derfor gik de til pause bagud 0-1.
- I anden halvleg kom vi meget bedre med og fik det spil til at køre, som vi gerne vil, siger Hanne Sand Smed.
Anden halvleg var kun to minutter gammel, da det Koldby/Hørdum IF endelig fik spillet sig igennem. Bolden endte hos Mikkel Andersen, der udlignede til 1-1.
Efterfølgende var anden halvleg meget lige med chancer til begge mandskaber. To gange var Koldby/Hørdum IF tæt på, men bolden strøg forbi målet.
Halvvejs gennem anden halvleg blev målmand fra Koldby/Hørdum IF, Tobias Riis, skadet og måtte udskiftes. I mål kom i stedet Rasmus Munkholm. Han leverede en god indsats i målet og sørgede for, at hjemmeholdet ikke kom yderligere foran.
Der blev ikke scoret mere i ordinær tid, og kampen gik i forlænget spilletid. Kampbilledet fortsatte, hvor Koldby/Hørdum IF var tæt på at score.
I slutminutterne var Tobias Riis klar til at komme på banen til en straffesparkskonkurrence. Kort tid efter blev kampen fløjtet af.
I selve straffesparkskonkurrencen måtte Koldby/Hørdum IF ud i syvende spark, hvor de scorede, og det samtidig lykkedes Tobias Riis i målet at redde Herning Fremads spark.
Dermed venter der et endeligt opgør for Koldby/Hørdum IF om at rykke op.
Vi skal møde et Serie 1 mandskab, som er favoritter. Så vi sænker skuldrene og ser frem til kampen. Nu skal vi have mobiliseret truppen og have lidt let træning, og så er vi klar næste weekend, siger Hanne Sand Smed.
Fodbold, Serie 1 Playoff
Herning Fremad
Koldby/Hørdum IF
Resultat: 1-1
Pause: 1-0
Mål: 1-0 (20) og 1-1 Mikkel Andersen (47)
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.