Kollektivt sammenbrud for Nors
Nors kunne ikke følge op på en god første halvleg, da de tabte til Vestbjerg
vestbjerg if
nors bk
30-24
Håndbold, 3, division herrer
VESTBJERG: Der var stor skuffelse at spore i Nors-lejren efter torsdagens nederlag på 24-30 på udebane mod Vestbjerg i herrernes 3. division. Nors BK havde nemlig sejren indenfor rækkevide, men som det også er sket før i sæsonen, så blev thyboerne ramt af et mentalt nedbrud efter pausen.
- Vi spillede godt, men vi kom slet ikke ud til anden halvleg. Vi tabte alle dueller og mistede alt fart, siger Nors-træner Thomas Nielsen.
I begyndelsen af opgøret spillede Nors med god fart og bød i den grad Vestbjerg op til dans. Selvom begge mandskaber var en smule sløve, så var det alligevel Nors, der var klart bedst. Thyboerne spillede med god fart, og i målet fik Magnus Larsen særdeles godt fat, og Nors gik til halvleg foran med 13-10.
I begyndelsen af anden halvleg fortsatte Nors med at spille fornuftigt, men der gik ikke længe, før at nedsmeltningen begyndte. Gæsterne gik fra at være foran 16-12 til at være bagud med 16-19. Alle de gode dyder fra første halvleg forsvandt med et trylleslag, og til sidst tabte Nors med 24-30.
- Det ærgrer mig sindssygt meget, at vi taber den her kamp, for vi spillede god håndbold, men smed det helt væk i anden halvleg, siger Thomas Nielsen, der samtidig ærgrer sig over, at det ikke er første gang i sæsonen, at oprykkerne har tabt en kamp efter at have været komfortabelt foran.
- Når det først begynder at gå op ad bakke for os, så kan vi ikke komme op af brønden igen, og det skal vi arbejde med, siger han.
Pausestilling: 10-13
Mål for Nors: Sune Brink 6, Thomas Nielsen 5, Dres Johansen 4, Kasper Gravesen 4, Lasse Dieckmann 3, Lars Nielsen 1 og Morten Søndergaard 1.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.