Kommunens mindste skole er blevet endnu mindre

Men om få år vender billedet for Vestervig Skole, påpeger skoleleder

Nikolaj Grud og Christina Giltoft Madsen sammen med Emma, der fik lov til at komme i skole i Hurup, selv om familien hører til Vestervigs skoledistrikt. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Nikolaj Grud og Christina Giltoft Madsen sammen med Emma, der fik lov til at komme i skole i Hurup, selv om familien hører til Vestervigs skoledistrikt. Arkivfoto: Bo Lehm

THY:Mindre rift om de gode pladser i klasselokalerne end for et år siden.

Det var tilfældet næsten alle steder i Thisted Kommune, da skoleeleverne mødte ind efter sommerferien. Kun Snedsted Skole, Rolighedsskolen i Thisted og Tilsted Skole havde 1. august indskrevet flere elever end samme dato for et år siden.

Og kommunens mindste folkeskole, Vestervig, er faktisk den, der har haft det forholdsvis største tilbagegang i elevtallet: Fra 64 til 50 elever.  

Det fremgår af en status for skoleåret 2022-23, som kommunens børne- og familieudvalg tirsdag havde på dagsordenen som en efterretningssag.

Vestervig Skole er dermed kommet under den grænse på 60 elever, som formanden for udvalget, Peter Larsen (V), har peget på som det tal, der måske skal være minimum for kommunens folkeskoler.

Vestervig Skoles elevtal er på et år faldet fra 64 til 50.  <i>Arkivfoto: Diana Holm</i>

Vestervig Skoles elevtal er på et år faldet fra 64 til 50.  Arkivfoto: Diana Holm

- Det er ikke nogen hemmelighed, at Vestervig har oplevet et ret markant fald, siger Peter Larsen. 

Han understreger, at der ikke er vedtaget nogen mindstegrænse for folkeskolerne:

- Men det er da rigtig bekymrende for fagligheden, hvis der kun er tre, fem eller syv elever i hver årgang.

Og samtidig med, at skolerne bliver mindre, er Thisted den kommune i Nordjylland, som har det mindst at gøre med pr. elev.

- Der er forskellige måder at regne det ud på. Men det er rigtig, at isoleret set har vi ikke de penge, som vi havde for bare tre-fire år siden, og det er klart, at vi er udfordret, siger Peter Larsen.

Han vil ikke løfte sløret for, om der er udsigt til flere penge til folkeskolerne i det budgetforlig, som kommunalpolitikerne lige nu er ved at strikke sammen. Og heller ikke, om der eventuelt er en ændring af skolestrukturen under opsejling.

Ønske om skolevalg opfyldt

Forældrenes frie skolevalg er i hvert fald en del af forklaringen på det faldende elevtal i både Vestervig og Bedsted. 

I januar i år kunne Nordjyske således fortælle om fire forældrepar i de to skoledistrikter, som alle ønskede at lade deres børn starte i børnehaveklasse i Hurup. For dem var det frie skolevalg umiddelbart sat ud af kraft, fordi det ville udløse en deling af børnehaveklassen på Hurup Skole. 

Siden har de dog fået deres ønske opfyldt - dels fordi nogle af dem faktisk er flyttet til Hurups skoledistrikt, dels fordi der er kommet andre børn til, som har bidraget til at udløse klassedelingen.

- Så det endte lykkeligt, fortæller Christina Giltoft Madsen, mor til Emma, som nu er startet i en af de to - små - børnehaveklasser i  Hurup. Her har datteren gået i børnehave, og her er det er nemt for Christina og hendes mand, Nicolai Grud, at hente og bringe datteren. 

Men familien i Ettrup bor 70 meter på den "forkerte" siden af skoledistriktsgrænsen til Vestervig.

Der er dog omvendt også forældre, som vælger Vestervig til, fortæller Søren Brogaard Jørgensen, skoleleder på Vestervig Skole.

Han er i det hele taget fortrøstningsfuld på den lille skoles vegne. For efter et par år med omkring 50 elever siger prognosen, at elevtallet de følgende år stiger til 58, 69, 81 og 83.

- Og så ved vi jo ikke, hvad der sker ude i Agger, som jo er en del af skoledistriktet. Hvis Agger bliver det nye Klitmøller, og der kommer et rykind derude, så får vi jo endnu flere elever, siger skolelederen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.