Kreative unge får et ekstra skub fremad

Limfjordsteatret får en halv million kroner fra regionen til projekt UngKunstThy

Limfjordsteatret markerer åbningen af teaterhuset i Thy i weekenden 11.-12. september. Det vil også blive her UngKunstThy får til huse. Privatfoto

Limfjordsteatret markerer åbningen af teaterhuset i Thy i weekenden 11.-12. september. Det vil også blive her UngKunstThy får til huse. Privatfoto

THISTED:På Limfjordsteatret i Thy har de armene i vejret efter et tilsagn på 500.000 kroner fra KulturKanten til det toårige projekt UngKunstThy. Pengene skal gå til at skabe en platform for områdets kreative unge i alderen 14-21 år, hvor de kan mødes på tværs af forskellige kunstarter og få undervisning og sparring fra professionelle kunstnere.

- Vi er superglade for bevillingen, som jo faktisk går til at fortsætte noget, som allerede er i gang, siger Pernille Nedergaard Haugesen, der er tovholder på projektet. Hun uddyber:

- Vi kører lige nu et fire ugers turboforløb op til den officielle åbning af Limfjordsteatret i Thy. Det får vi penge til at fortsætte, så vi kan være klar til en ny optagelsesrunde midt i oktober. Her vil vi især opfordre unge, der interesserer sig for billedkunst, musik, film, animation og skrivning til at søge.

Bevillingen kommer fra puljen ”Lære At Være”, der støtter indsatser i forhold til dannelse, nytænkning og såkaldt væredygtighed i Region Nordjylland. I begrundelsen for at støtte UngKunstThy lyder det blandt andet, at projektet har god energi og nye tiltag i forhold til genre-sprængning. I alle de planlagte forløb kommer de unge til at medvirke i forskellige forestillinger eller produktioner, som bliver åbne for publikum, ligesom det er planen at deltage i lokale arrangementer som Alive-festival og Kulturmødet Mors.

- En del af målet med UngKunstThy er at synliggøre de lokale unge kunstnere. Vi vil give dem forskellige værktøjer og styrke dem i at skabe egne værker, enten alene eller i processer sammen med andre, siger Pernille Nedergaard Haugesen.

Kulminerer med åbningsshow

Det aktuelle turboforløb kulminerer med åbningsshowet ”Powered by Nature”, som er en del af programmet ved den officielle åbning af Limfjordsteatrets teaterhus i Thy lørdag 11. september. Udover de ni udvalgte unge medvirker også professionelle kunstnere fra Limfjordsteatret.

”Powered by Nature” opføres dels lørdag eftermiddag og dels to gange i løbet af søndag 12. september.

Næste forløb af UngKunstThy kommer til at køre fra oktober til juni, mens det tredje forløb kommer til at løbe over et år med start i efteråret 2022. De unge vil både få faste undervisere og møde en række professionelle gæstelærere og undervejs komme til at arbejde med fysisk træning, lyd, installation, digitale værktøjer og animation.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.