Krigsførsel fra Nordjylland: Sådan skaffer de køretøjer til fronten
Ukrainsk par hjælper landsmænd i krig med at indsamle fornødenheder og penge til at købe køretøjer

Petro og Roksolana lever langt fra Ukraine, men er i tæt kontakt med deres landsmænd. Foto: Bo Lehm
NORS:De keder sig ikke, når de kommer hjem fra henholdsvis arbejde og studier, ægteparret Roksolana Diachenko og Petro Dyachenko. For det første er der de to skolesøgende døtre at tage sig af, og dernæst, men ikke mindst, er der indsamlingerne.
- Ukrainske soldater har brug for penge til at købe køretøjer for ved fronten. Vi samler ind, for vi må hjælpe vores landsmænd. Og danskere bør bidrage, for soldaterne beskytter ikke kun ukrainsk område, de beskytter hele Europa, siger Roksolana Diachenko med overbevisning i stemmen.
Til dagligt passer hun kontor og ordremodtagelse på den spåntagende virksomhed og værktøjsfabrik Armiga i hjembyen Nors. Den form for job klarer man kun med gode danskkundskaber, men Roksolana og hendes mand har også boet i Danmark siden 2005, så de taler sproget med en smule accent.

- Vi føler, vi må gøre noget, og vi oplever, at det gør en forskel, siger parret fra Nors. Foto: Bo Lehm
Hjemmet på villavejen Bakken er også hovedkvarter for en indsamlingsvirksomhed, der dels kanaliserer kontante beløb til kontakter i parrets fødeland og dels støtter med indsamlede produkter.
- Når det gælder tøj og fornødenheder benytter vi organisationen Bevar Ukraine, som er effektiv til at få transporter af sted. Men vi har også fået kontakter fra landsmænd ved fronten, som spørger, om vi ikke kan samle penge og hjælpe med biler. Vi har været i gang med det, lige siden krigen startede for over et år siden, siger Petro Dyachenko, der læser til finansøkonom på UCN i Thisted.

Ingen lades i tvivl om, at her bor en ukrainsk familie, der engagerer sig. Foto: Bo Lehm
- Vi købte en gammel bil, en transporter, af vores nabo. Den var ganske vist ikke firehjulstrukket, men den kunne godt bruges til at køre sårede soldater til hospitaler. Den var hvid, men vi fik den malet sort inden afrejsen, så den ikke er så synlig for fjenden, fortæller Roksolana.
Hun har på det seneste været ude med Facebook-opslag for at få bidrag, for det går ikke så let, som det gjorde i begyndelsen.
- Det gav omkring 2000 kroner. Ikke så mange, men hvert bidrag hjælper, for vi sørger for, at pengene ikke forsvinder ved at støtte direkte uden mellemled. Men danskerne passer bedre på deres penge nu, for de har selv mærket til krise, siger Roksolana.
- Men vi sender pengene, så de soldater, vi kender, selv kan købe de biler, de har brug for, tilføjer Petro. Han stammer fra området ved havnebyen Odesa, mens Roksolana er fra Kyiv-regionen. Og de har begge familiemedlemmer i Ukraine, som de holder kontakt med.
- Vi føler, vi må gøre noget, og vi oplever, at det gør en forskel. Modtagerne er taknemmelige og siger, at det hjælper dem i kampen og i hverdagen. Men Roksolana og jeg har ikke megen fritid, så vi lader Bevar Ukraine tage sig af transporterne af tøj, sko og plejemidler. De er meget effektive, siger Petro.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.