Krik Vig skrevet ud af udvidelsesplan: Nationalpark skal udvide mod Bulbjerg
Bestyrelsen for Nationalpark Thy opgiver tidligere anbefaling af at inddrage 70 kvadratkilometer vandareal i Krik Vig i en forundersøgelse for udvidelse af nationalparken - fokus er på en udvidelse mod Bulbjerg
THY: Skal Nationalpark Thy være større end de nuværende 244 kvadratkilometer, skal en kommende udvidelse alene omfatte arealer langs Vigsø Bugt til Bulbjerg.
Sådan lyder beslutningen fra det seneste møde i nationalparkens bestyrelse. Her anbefales det at se bort fra muligheden af at lade cirka 70 kvadratkilometer vandflade i Krik Vig indgå som en del af en forundersøgelse forud for en beslutning om en nationalparkudvidelse.
- Skal vi have en mulighed for at bløde op i forhold til holdningen i Thisted Kommunalbestyrelse, er det den rigtige vej at gå. Derfor ser vi nu alene på muligheden af at gennemføre en forundersøgelse for en udvidelse mod Bulbjerg frem for at se i to retninger, siger Torben Juul-Olsen, formand for nationalparkens bestyrelse.
Det sker med tanke for, at et flertal i kommunens udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik i november 2022 indstillede til Thisted Kommunalbestyrelse, at der ikke skulle arbejdes videre med en udvidelse af Nationalpark Thy. Hverken i retning mod Bulbjerg eller til at omfatte et område i Krik Vig.
En forudsætning for at gennemføre en udvidelse er dels, at der laves en forundersøgelse, dels at kommunalbestyrelen giver sit samtykke til, at miljøministeren kan udarbejde et forslag til en udvidelse.
Med fagudvalgets flertals beslutning om ikke at se på muligheden af at udvide nationalparken bad nationalparkens bestyrelse om at få sagen taget af kommunalbestyrelens dagsorden til mødet 29. november 2022.
"Havde et flertal i kommunalbestyrelsen sagt "nej" til at undersøge mulighederne for en udvidelse, havde sagen været død", forklarede Torben Juul-Olsen dengang og tilføjede, at sagen var "parkeret" med mulighed for at holde nye møder om en eventuel udvidelse.
Et sådant møde holdes i september på Frøstrup Kro og vil fokusere på muligheden af at udvide nationalparken mod Bulbjerg.
- Her må beboerne i Lildstrand søge at bære planerne videre, så der efter mødet er mulighed for at tage beslutning om, hvorvidt der kan arbejdes videre med udvidelen mod Bulbjerg, siger Torben Juul-Olsen.
Han peger her på, at der både fra Lildstrand og fra foreninger på Hannæs er udtrykt interesse for og opbakning til udvidelsen mod Bulbjerg.
- Omvendt har der ikke været nogen tilkendegivelser om interesse for at udvide nationalparken til at omfatte en del af vandarealet i Krik Vig, siden det blev bragt på bane på et møde i oktober 2020 om en udvidelse af nationalparken, siger Torben Juul-Olsen.
Han tilføjer, at der ud over den lokale opbakning til tankerne om en udvidelse mod Bulbjerg er tale om at inddrage arealer som for 85 procent vedkommende er ejet Naturstyrelsen. De øvrige 15 procent er i privat eje.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.