Kulturhus i stationsbyen - uden at bygge nyt
Hurups gamle mejeri bør forvandles til byens kulturhus, mener arkitekt, der skal arbejde med nyt byfornyelsesprojekt
Opdateret kl. 17:34
HURUP: For små 20 år siden blev der arbejdet med ambitiøse planer om et kulturhus i Hurup.
Projektet blev aldrig til noget, og siden er der bygget en ny børnehave på den grund i udkanten af byen, som initiativtagerne havde udset som hjemsted for kulturhuset.
Men i en anden skikkelse, og på et helt andet sted, genopliver arkitekt Knud Aarup Kappel nu visionen fra dengang. Et kulturhus, indrettet i Hurups gamle mejeri, indgår nemlig i det oplæg til det kommende byfornyelsesprojekt, som han har udarbejdet sammen med projektleder Trine Møller fra Ydby.
Hun er udpeget som leder af byfornyelsesprojektet - med Knud Aarup Kappel som assisterende projektleder. Han er indehaver af tegnestuen Atelier for Byers Rum, og i øvrigt studielektor på arkitektskolen i København. Og så er han godt kendt med de lokale forhold i Sydthy i kraft af sin opvækst i Ettrup nord for Hurup.
I modsætning til de fleste byfornyelsesprojekter er det lokale borgere, der har taget initiativ til projektet i Hurup, og i juli blev foreningen Byklyngen Hurup Thy stiftet. Projektet skal "løftes nedefra", som det hedder.
Men på forhånd har Knud Aarup Kappel og Trine Møller peget på en række mulige delprojekter - herunder altså et kulturhus i det gamle mejeri.
- Dér tager vi en chance, for det er jo ikke sikkert, at der er opbakning til det. Men nogle af dem, vi har talt med, gør opmærksom på, at der mangler et kulturrum, der er mindre end Hurup Hallen og større end buesalen på Hotel Thinggaard, fortæller Knud Aarup Kappel.
Vi har bygget nok
Der er meget godt at sige om det gamle kulturhusprojekt, mener han:
- Men placeringen var fuldstændig hen i vejret. At lægge et kulturhus i udkanten af byen, nærmest på en anden side af byskiltet, det er i udgangspunktet forkert. De energier, som skaber sammenhæng mellem mennesker - de skal selvfølgelig ind i en bys midte.
Samtidig er tiden for den slags kulturhusbyggerier måske forpasset. I hvert fald er der i dag blandt arkitekter en holdning om, at vi har bygget nok, påpeger Knud Aarup Kappel:
- Måske skal vi bare bruge det, vi allerede har bygget, Så det ville være flot, hvis vi kunne få puttet et kulturhusprojekt ind i en bygning, der jo repræsenterer andelstanken og en tid hvor folk arbejdede sammen, og løftede i flok.
En del af mejeriet har være brugt som diskotek. Nu udlejes diskotekslokalet til forskellige fester, men samtidig rummer bygningen en række andre forretninger. Der er et pizzeria, en møbelpolstrer, en frisør og et fjerde lejemål med yogakurser og salg af kunsthåndværk.
- De forretninger har vi ingen intentioner om at skubbe ud. Det gør det bare endnu mere interessant, at tingene har flere funktioner. Og sådan et kulturhus tror jeg ikke, man finder andre steder, siger Knud Aarup Kappel.
Kulturhusideen får opbakning fra ejerne af bygningen, Lotte og Thomas Thomsen - som også har bidraget økonomisk til Byklyngen Hurup Thy.
- Deter spændende, når der er nogle, der har visioner for ens område. Det er jo en bygning, som ligger godt midt i Hurup og som har en masse historie. Så det giver da god mening, hvis man kan finde noget at bruge den til, siger Lotte Thomsen.
Jens Søndergaards hus
Men mejeriet er kun et af mange mulige elementer i det kommende byfornyelsesprojekt. En anden ejendom, som der ifølge projektlederne er muligheder i, er det hus på hjørnet af Bredgade og Nørregade, hvor der tidligere har været en elforretning.
- Her drømmer vi om, at der kunne opstå en kunsthal, siger Knud Aarup Kappel om huset, som han betegner som repræsentativ for de teglstenshuse, der i en bestemt periode blev bygget i Hurup - selv om bygningen senere er blevet forsynet med en anden facade ud mod gågaden.
Hele gågademiljøet er det også oplagt at lade indgå i byfornyelsesprojektet. Især den østlige del af Bredgade trænger til at et løft. Men der er også brug for at der sker noget med den nye bymidte, som er opstået omkring skolen, svømmebadet og de store dagligvarebutikker.
Mellem de to bymidter ligger stationsbygningen, der senest er blevet brugt til covid 19-testcenter, men ellers står tom - selv om stationen er helt central i forhold til byens eksistens. For uden jernbanen og stationen havde der ikke været en by.
- Der skal simpelthen ske noget i den bygning. Noget imødekommende i forhold til folk, der kommer til byen, siger Knud Aarup Kappel.
Byklyngen i stationen
Og det kommer der efter alt at dømme nu. For Byklyngen Hurup Thy har netop fået ja fra Thisted Kommune til, at projektet i de kommende år kan rykke ind i kommunalt ejede stationsbygning. Det skal ikke bare være en kontorarbejdsplads, men et åbent sted, hvor folk kan gå ind og se, hvad der bliver arbejdet med - og meget gerne bidrage med ideer.
Det hele forudsætter dog, at målet om 1,2 mio. til Byklyngen Hurup Thy bliver nået. Indtil nu har en række virksomheder tilsammen doneret ca. 500.000 kr. Resten håber foreningen at få ind som bidrag fra lokale borgere.
Det er gået forbavsende godt, mener Michael Thinggaard, indehaver af Hotel Thinggaard - og formand for Byklyngen Hurup Thy.
- Der er gang i en bold, som ruller nu. Og der er en energi, jeg ikke før har oplevet før i Hurup. Vi skal have en stationsby i superligaen, og denne gang forsøger vi at angribe det på en professionel måde. Så jeg er virkelig optimistisk i forhold til det her projekt, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.