Kulturlivet kommer styrket ud: Musikteater bliver kommunalt
Kommunalbestyrelsen var ikke enige i tidspunktet for overtagelsen, men det styrker kulturlivet, når Thisted Musikteater fra 1. marts bliver kommunalt og en del af KulturRummet
THISTED: Fra 1. marts er Thisted Musikteater kommunalt, og vil fremover være en del af KulturRummet.
Det er den umiddelbare følge af en flertalsbeslutning i Thisted Kommunalbestyrelse, hvor overtagelsen af musikteatret blev besluttet med 16 stemmer for og 10 imod.
Bygningen, der huser Thisted Musikteater, er opført i 1894. Den blev i 1990 overtaget af Den selvejende institution Thisted Musikteater. Den er nu under opløsning.
Chris Poulsen, formand for Thisted Musikteater, er glad for overtagelsen.
- Det kan umiddelbart lyde voldsomt, men kommer på baggrund af en lang række møder og forhandlinger mellem kommunen og musikteaterets bestyrelse, oplyser Chris Poulsen i en pressemeddelelse.
Her fremhæver han, at musikteateret i forbindelse med overtagelsen er imødekommet på centrale punkter, så det fortsat er muligt at varetage og udvikle opgaven som et markant kulturhus i Thy.
Chris Poulsen understreger, at gæster og publikum ikke vil opleve synderlige forandringer, når musikteatret fra 1. marts bliver en del af KulturRummet på linje med Plantagehuset, musikskolen og biblioteket. Der er årligt omkring 100 events i huset, der hidtil er drevet af få deltidsansatte i samarbejde med foreninger og frivillige.
- Modellen har været en succes og ansættelsesforholdene videreføres i den nye struktur, siger Chris Poulsen.
- Man har lov til at være skeptisk overfor denne kommunalisering, men man skal vide at ansatte, foreninger og frivillige vil gøre deres for at videreføre ånden og energien i Thisted Musikteater til glæde for Thy og omegn, siger han.
Torben Overgaard (K) formand for kommunens sundheds-, kultur og fritidsudvalg, konstaterer, at det KulturRummet samlet styrkes, når musikteatret bliver en del af det.
- Jeg kan kun beklage den lange sagsgang, sagde Torben Overgaard, inden et flertal i kommunalbestyrelsen godkendte overtagelsen af, hvad han kaldte en "veldrevet bygning"
Udvalgsformanden var opmærksom på, at overtagelsen sker på et tidspunkt, hvor der skal spares penge. Kommunen tager netto en million af kassen som tillægsbevilling i forbindelse med overtagelsen af musikteatret.
Netop det var årsag til, at Ida Pedersen (S) fandt tidspunktet for overtagelsen dårligt.
- Budget '23 har netop været åbnet og hver en krone er vendt. Derfor er det ikke tidspunktet at give en tillægsbevilling, sagde Ida Pedersen (S), som fik opbakning til fra gruppeformand, Ulla Vestergaard (S).
- Det handler om principper: Vi starter ikke med at tage penge af kassen i januar, sagde hun.
Joachim Plaetner Kjeldsen (Alt) talte for, at overtagelsen skulle ske fra 1. marts.
- Og i princippet er det ligegyldigt, hvornår en god ide kommer, tilføjede han.
Lene Kjelgaard Jensen (K) har været med i det arbejde, der er gået forud.
- Jeg er glad for, at de frivillige kræfter er er tilfredse og følger med over i KulturRummet. Vi har et alsidigt og spændende kulturmiljø, sagde hun.
Et enkelt punkt undrede både Ida Pedersen (S) og Morten Bo Bertelsen (SF). Der var ikke langt op til at give en kassefinansieret tillægsbevilling på 100.000 kroner i 2023 og i de følgende år. Pengene skulle gå til drift af musikteateret
- Hvis vi kan give en million til overtagelsen, skal vi vel gå med på de 100.000, sagde Ida Pedersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.