Kunstner i eget galleri: Mit temperament er ikke til én stil
Susanne Lyders har haft mange gæster i Gallei27, som hun i påsken åbnede mellem Thisted og Vilsund
Opdateret kl. 19:36
ÅS: Hun har været folkeskolelærer, uden at billedkunst var et af hendes fag. Men kunst - af både den ene og anden slags - har altid fascineret Susanne Lyders, og de seneste små 10 år har hun beskæftiget sig mere indgående med maleriet.
I påsken kunne hun så byde indenfor i Galleri27 hjemme på Åsvej 27 mellem Thisted og Vilsund, hvor hun bor sammen med sin mand, Søren Vittrup. Her har hun indrettet galleriet i et stort, højloftet og lyst lokale, der også er hendes malerværksted.
Som det fremgår af udstillingen, arbejder hun med flere forskellige stilarter. Det meste er abstrakt, selv om der er figurative elementer i mange af hendes akrylmalerier. Og hun laver både ekspressive malerier og nogle mere konkrete billeder med rene farveflader.
- Der er folk, der mener, at man skal lægge sig fast på én stil, og male med nogle bestemte farver. Men det er mit temperament ikke til. Jeg elsker mangfoldigheden og jeg elsker udfordringer. Og jeg har heller ingen ambition om at blive kendt for noget bestemt, jeg vil bare gerne lave gode billeder, fortæller Susanne Lyders.
Inspirationen til nye malerier får hun fra naturen i Thy :
- Den lægger nogle ting til, hvad man kan gå hjem og lave, fortæller hun og viser det maleri, hun lige nu er i gang med. Her viser den blomstrende gyvel sig i form af en gul farve, der lyser op i billedet.
Da Susanne Lyders besluttede sig for at arbejde mere eller mindre fuldtids med maleriet, brugte hun et par år på at uddanne sig, blandt andet på Aarhus Kunstakademi:
- Det har dog i høj grad været learning by doing.
Susanne Lyders har tidligere solgt sine billeder på messer og i andre gallerier. Men det kan mærkes på omsætningen, at hun har åbnet sit eget. En hel del af de mange, som allerede har kigget indenfor, har fået et eller flere malerier med sig hjem.
En ny hjemmeside giver også bonus. Susanne Lyders er således blevet ringet op af en mand fra København, der gerne ville købe et maleri.
- Men en web-butik har jeg ikke. Så vi aftalte, at han skulle komme forbi, når han kommer på de her kanter, fortæller hun.
Normalt har Galleri27 kun åbent efter aftale, men fredag og lørdag 27.-28. maj er der "åbne dage" i galleriet som led i Thy til Kulturen, arrangeret af Thisted Kommunes Kulturrummet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.