Lægestuderende giver Thisted topkarakter
Studerende har kåret sygehuset i Thisted som et af de tre bedste kliniksteder i Danmark
THISTED: Flaget var hejst, og borgmesteren bød velkommen, da Aalborg Universitetshospital Thisted i starten af september sidste år bød velkommen til 10 medicinstuderende, der skulle starte i praktikforløb på sygehuset. Det var nemlig første gang i mange år, sygehuset tog imod medicinstuderende.
De tre afdelinger i Thisted, som har stået for uddannelsen af de studerende, nøjedes ikke med at hejse flaget. De har også sørget for at skabe et læringsmiljø, som Foreningen af Danske Lægestuderende nu kvitterer for ved at kåre sygehuset i Thisted som et af de tre bedste kliniksteder i Danmark.
Det fremgår af et opslag, som Aalborg Universitetshospital har lagt på det sociale medie LinkedIn.
Her fremhæves det, at Akut sengeafsnit, Medicinsk sengeafsnit og Medicinsk-Ortopædkirurgisk sengeafsnit hædres for at skabe gode forløb, et trygt læringsmiljø og for at tage imod de studerende med åbne arme.
Medicinstuderende Amalie Skak Thomsen var i Thisted i efteråret, og hun har været med til at indstille de tre afsnit. Hun siger:
- Thisted Sygehus er en klinikplads, hvor man helt fra begyndelsen bliver kastet ud i tingene, med god mulighed for at blive superviseret af en læge undervejs. Man bliver opfordret til selvstændigt at vurdere og udarbejde planer for patienter, hvorefter forslagene gennemgås konstruktivt med en læge, inden de bliver sat i værk. Det giver mulighed for stor personlig udvikling og læring. Jeg har været virkelig glad for mit ophold på Thisted Sygehus.
Stolte og rørte
De ord er man naturligvis glade for at høre i Thisted. Ikke mindst hos overlæge Trine Langfeldt Hagen, der er koordinator for de studerende.
- Vi er utroligt stolte og rørte over denne anerkendelse fra de studerende. Vi har lagt meget arbejde i at sørge for, at vi kom godt fra start med det første hold studerende i Thisted, og nomineringen viser, at indsatsen har båret frugt. I Medicin og Akut Thisted lægger vi stor vægt på uddannelse. Ligegyldigt hvilket uddannelsestrin man er på, vil vi gerne tilbyde en god og grundig basisuddannelse og give både studerende og uddannelseslæger et godt og lærerigt ophold, som forhåbentligt giver dem lyst til at søge tilbage til os senere, udtaler hun i opslaget fra Aalborg Universitetshospital, og hun fortsætter:
- Det har været et fælles projekt for hele sygehuset at give de studerende et godt ophold, og vi er dybt taknemmelige for den store velvillighed, som alle vores samarbejdspartnere har udvist i forhold til at vise de studerende alle sygehusets facetter, herunder diverse specialambulatorier og specialiserede sygeplejersker, Billeddiagnostisk Afdeling, Dialysen og lægebilen.
De studerende kommer fra kandidatuddannelsen på Aalborg Universitet. Et nyt hold er i praktik på sygehuset lige nu, og allerede i januar blev klinikpladserne for det kommende efterårshold af studerende fyldt op.
Aalborg Universitetshospital Thisted har i forvejen gode erfaringer med at have nyuddannede medicinere i praktik som en del af Klinisk Basis Uddannelse og som en del af speciallægeuddannelsen i almen medicin.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.