Landsbyens faste læge lukkede for ni år siden: Nu er der godt nyt
1. marts kan beboerne sige farvel til Alles Lægehus og goddag til deres ny familielæge
FRØSTRUP: Det er efterhånden ni år siden, landsbyens sidste faste læge lukkede sin klinik.
Siden har først regionen, så Falck og senest Alles Lægehus påtaget sig opgaven med at tilse patienterne i området.
Men fra 1. marts er det slut med skiftende læger i Frøstrup.
Her overtager speciallæge i almen medicin Kim David Villadsen nemlig kapaciteten.
Det godkendte Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland på deres seneste møde.
- Vi er meget glade for, at Kim David Villadsen har lyst til at sikre den fremtidige lægedrift i området, og vi ser frem til samarbejdet, udtaler Pia Buus Pinstrup (K), formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen, i en pressemeddelelse.
Kim David Villadsen kommer til at drive klinikken som en såkaldt licensklinik. Det betyder, at regionen stiller klinikken til rådighed for lægen, hvilket lægen betaler et fast omkostningsbidrag for. En læge i en licensklinik driver dog stadig klinikken på almindelige overenskomstmæssige vilkår.
Klinikken drives i øjeblikket som en udbudsklinik, men forretningsudvalget i regionen besluttede tidligere i år at opsige samarbejdet med de fire udbudsklinikker i Region Nordjylland pr. 1. marts 2025.
- Når Kim David Villadsen overtager driften af klinikken i Frøstrup, er det kun klinikken i Hurup, det ikke er lykkedes for os at finde en aftager til. Det er vi meget tilfredse med, og det har vist, at der var grundlag for at opsige aftalen og finde gode aftagere til klinikkerne i Nordjylland, siger Pia Buus Pinstrup og tilføjer:
- Vi sikrer selvfølgelig, at der forsat er et lægetilbud i Hurup, hvor kapaciteten i udbudsklinikken fra 1. marts vil blive en del af den eksisterende regionsklinik i byen.
Licensklinikken i Frøstrup vil blive drevet videre fra samme adresse som udbudsklinikken i dag. Det er lokaler, der i 2019 blev indrettet på byens plejehjem.
Læge kan udvide
Også i Brønderslev er der bedre lægedækning på vej.
Her overtog speciallæge i almen medicin Rune Haaber Lolk Regionsklinik Brønderslev pr. 1. november. Klinikken hedder nu Familielægerne i Brønderslev.
Nu har Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen efter et udbud besluttet at tildele en ekstra kapacitet, en såkaldt 0-kapacitet, til Rune Lolk. Det er en kapacitet, hvor der ikke er knyttet patienter til på forhånd, men det giver lægehuset mulighed for på sigt at udvide med en ekstra læge.
Brønderslev er et af regionens nuværende lægedækningstruede områder, og ved at tildele en læge en 0-kapacitet kan det være med til at styrke lægedækningen for borgerne i Brønderslev og omegn fremadrettet, lyder det fra regionen.
- Vi er inde i en god periode, hvor vi langsomt lykkes med at tiltrække flere læger til vores region. Vi skal som region være gode til at understøtte læger, der ønsker at udvide samarbejdet med andre læger, og det her er et godt eksempel. Vi ser frem til det fortsatte samarbejde med Rune Haaber Lolk, siger Pia Buus Pinstrup.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.