Laws har været læge i 33 år: Næste år tager to yngre læger over
Praktiserende læge Laws Jespersen har banet vejen for et generationsskifte
THISTED: Når praktiserende læge Laws Jespersen på et tidspunkt stopper for at gå på pension, så står to yngre læger klar til at overtage hans praksis i Behandlerhuset Dokken i Thisted.
67-årige Laws Jespersen har været praktiserende læge i 33 år. Han har siden 2005 drevet sin enmandspraksis i Dokken. Nu har han imidlertid søgt og fået bevilget et ekstra ydernummer, som Region Nordjylland udbød i januar.
Der er tale om en såkaldt 0-kapacitet i lægedækningsområde Thisted, hvor samtlige lægeklinikker lige nu har lukket for tilgang af nye patienter.
Laws Jespersen oplyser, at hans plan med at søge det ekstra ydernummer er at bane vejen for et generationsskifte i løbet af 2024.
Han har i øjeblikket en uddannelseslæge ansat, og når hun bliver færdiguddannet til marts næste år, overtager hun det ekstra ydernummer, som lige nu ejes af Laws Jespersen selv.
Selv stopper han dog først, når hans datter Lina Hundebøll Jespersen er færdiguddannet som speciallæge i almen medicin engang efter sommeren 2024, hvor hun så overtager sin fars ydernummer.
Derefter er det planen, at de to yngre læger Lotte Vinther Kiefer og Lina Hundebøll Jespersen driver klinikken videre som en tomandspraksis.
- Grunden til, at jeg søgte om ydernummeret, er først og fremmest, at jeg ikke vil byde unge mennesker at sidde i en solopraksis. Du er alt for meget bundet op. I og med at det er yngre mennesker, som har familie at tage sig af, så er der brug for, at der er lidt elastik, siger Laws Jespersen.
Begge de to yngre læger tilhører den 12-mands gruppe af unge læger, der har givet hinanden håndslag på, at de vil blive i Thy og være praktiserende læger, når de er færdige med deres uddannelse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.