Lokalt lys i lygten: Thy-Mors Energi genvinder gadelys på hjemmebane
I de kommende år sorterer gadebelysningen i både Thisted og Kommuner under det lokale energiselskab
Opdateret kl. 22:52
THY-MORS: Thy-Mors Energis ledelse ærgrede sig i 2019, da det lokale energiselskab tabte enterprisen på servicering af den kommunale gadebelysning i Morsø Kommune. Ved en licitation med fire deltagende firmaer var Thy-Mors Energi klart dyrere end det tilsvarende energiselskab i Randers Kommune, Verdo Energi.
Men Thy-Mors Energi tog revanche her i foråret.
- Vi var de billigste i en ny licitation, hvor også Verdo deltog. Gadelys skal efter de almindelige kommunale regler udbydes hvert fjerde år. så nu har vi opgaven frem til 31. marts 2026 med mulighed for et eller to års forlængelse, hvis bygherren ønsker det, siger entreprisechef Jesper Primdahl Nielsen.
Det var tidligere det nu nedlagte underselskab Thy-Mors Energi Service, som stod for gadelys, og det har i perioder også haft opgaver uden for dækningsområdet, såsom gadelys i Jammerbugt og Skive kommuner. Nu sorterer opgaven under det fire år gamle datterselskab Energrid, hvis speciale er installation af anlæg til vedvarende energi.
- Da vi fortsat servicerer gadelys for Thisted Kommune, kan vi opnå gode synergier ved at have Morsø Kommune med. Vi vil kunne holde en til to mand i fast arbejde med gadelys. I begge kommuner har man så godt som udskiftet al gadebelysning til led-lys. Det er der ikke så meget arbejde i, da der ikke er pærer, som skal skiftes. Det er positivt for skatteyderne, også fordi led-lys er meget el-besparende, men selvfølgelig knap så attraktivt for entreprenøren, siger Jesper Primdahl Nielsen.
Når Thy-Mors Energi tidligere havde svært ved at hamle op med konkurrenterne, skyldtes det blandt andet, at selskabet opererede med to-mandsbetjente kurvevogne.
- Det har vi arbejdet på at effektivisere. Gennem en ændret risikovurdering kan vi nu også udføre service på gadelys fra enmandsbetjente kurvevogne, og det har naturligvis medvirket til at reducere vores omkostninger, siger entreprisechefen.
Energrid har inden for det seneste år fået fire nye fastansatte og to lærlinge. Der er nu ni medarbejdere ansat i selskabet, som er blevet noget af et guldæg for Thy-Mors Energi. I 2022 landede Energrid et overskud på næsten 11 millioner kroner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.