Lukker og slukker med tryk på: Fondens sidste penge brugt til ny kompressor

Udviklingen har overhalet alle gode hensigter bag LO Thy-Mors Kulturfond - nu er fonden fortid, de sidste 25.000 kroner kom Thy Veteranbilklub til gavn. Klubben får en ny kompressor

LO Thy-Mors Kulturfond er en saga blot - fonden har nu brugt sine sidste penge. De gik til Thy Veteranbilklub. Jens Vognsen, tv., overrækker 25.000 kroner til klubbens formand Chris Johansen.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

LO Thy-Mors Kulturfond er en saga blot - fonden har nu brugt sine sidste penge. De gik til Thy Veteranbilklub. Jens Vognsen, tv., overrækker 25.000 kroner til klubbens formand Chris Johansen.  Foto: Bo Lehm

THY-MORS:Hensigterne var de bedste, da det daværende LO Viborg Amt for snart 20 år siden besluttede at lave en kulturfond. I forbindelse med kommunalreformen i 2007 blev der ikke bare flyttet rundt på de hidtidige grænser for kommuner og amter. Også kulturfondens midler blev delt op.

En del af pengene tilfaldt LO Thy-Mors, som har forsøgt at forvalte kulturpengene i overensstemmelse med de hensigter, der lå til grund, da fonden oprindelig blev stiftet, fortæller Jens Vognsen, formand for LO Thy-Mors Kulturfond.

Nu er fondens sidste penge, 25.000 kroner, brugt. De tilfaldt i denne uge Thy Veteranbilklub med omkring 550 medlemmer fordelt ud over hele landet. Pengene er allerede brugt til en ny kompressor, fortæller klubbens formand Chris Johansen.

- Vi er ikke vant til at få fondspenge. Normalt sparer vi op til nyt udstyr - og lige nu venter en større investering. Vores bygninger trænger til nyt tag, siger Chris Johansen.

- Veteranbilklubben har fået penge til at købe den kompressor, den manglede. Det er helt inden for skiven for fondens formål. Her støtter vi en klub, som holder gamle biler kørende. Dermed holder de også en gammel håndværkstradition i live, siger Jens Vognsen.

Han forklarer, at fondens kapital blev skabt dels med penge, som LO-konsulent Ernst Greve bad at få i stedet for gaver, da han fyldte 50, dels med de penge, der kom, da LO Viborg Amt doblede gavepengene op.

Veteranbilklubben er ikke forvænt med at få fondspenge, siger Chris Johansen, th, men pengene, som Jens Vognsen, tv., havde med, er brugt på en ny kompressor. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Veteranbilklubben er ikke forvænt med at få fondspenge, siger Chris Johansen, th, men pengene, som Jens Vognsen, tv., havde med, er brugt på en ny kompressor. Foto: Bo Lehm

Forventningen var, at fondskapitalen var stor nok til, at de årlige renteindtægter kunne bruges til støtte for forskellige kulturelle formål, så fondskapitalen forblev intakt.

Med kommunalreformen ophørte også LO Viborg Amt med at eksistere. En del af kulturfondens penge gik til LO Thy-Mors, som siden har forsøgt at få de 100.000 kroner, som blev dem til del, til at give det bedst mulige afkast.

Kompressoren er i hus - og er taget i brug, siger klubformand Chris Johansen, som her præsenterer nyerhvervelsen, der er købt for de sidste penge, der var til rådighed i LO Thy-Mors Kulturfond. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Kompressoren er i hus - og er taget i brug, siger klubformand Chris Johansen, som her præsenterer nyerhvervelsen, der er købt for de sidste penge, der var til rådighed i LO Thy-Mors Kulturfond. Foto: Bo Lehm

- Virkeligheden viste sig anderledes. Renteindtægterne var ikke store nok til, at vi kunne give nogle donationer, der virkelig forslog noget og gjorde en forskel, siger Jens Vognsen.

Dermed stod kulturfonden i samme situation som andre mindre fonde og legater. Renteindtægterne af kapitalen var små - og  blev ikke større, hvis der blev tæret på kapitalen for at gøre det muligt at lave større donationer.

- Derfor besluttede vi, at brænde fondens kapital af med fire store donationer, som gjorde en forskel for modtagerne. Men så er det også slut. Nu er pengene brugt, konstaterede Jens Vognsen, da han overrakte veteranbilklubben fondens sidste penge.

Tidligere har Neessund Vikingeskibslaug i Doverodde, Den gamle Smedje i Ørding samt Næssundfærgens Venner fået tilsvarende beløb.

- Nu er fondens penge brugt og den er ophørt med at eksistere. Det samme er LO - det er nu blevet til FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation. Det er udviklingen. Nogle ting bliver større, andre bliver overhalet af udviklingen. Men der vil stadig være mange små foreninger, som godt kan bruge noget støtte, men som risikerer at blive mindre synlige, når andet bliver større, konstaterer Jens Vognsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.