Målrigt lokalopgør: Koldby/Hørdum i vildt comeback

Thisted FC smed en 3-0 føring mod Koldby/Hørdum IF

Thisted FC mistede pusten mod Koldby/Hørdum IF. Arkivfoto: Martin Damgård

Thisted FC mistede pusten mod Koldby/Hørdum IF. Arkivfoto: Martin Damgård

HØRDUM:Torsdag aften var der lokalbrag i Serie 2, da Koldby/Hørdum IF tog imod Thisted FC. Det blev en målrig affære, hvor Koldby/Hørdum var nede 0-3, men endte med at vinde 6-3.

- Vi spillede godt i 60 minutter, men så løb vi tør for kræfter og kunne ikke stå imod, siger spillende træner for Thisted FC, Jacob Kjær.

- Det var et lokalopgør, som vi vidste ville blive svær, og vi skulle være fokuseret fra start, siger Hanne Sand Smed, som er træner for Koldby/Hørdum IF. 

I første halvleg var Thisted FC dominerende og skabte flest chancer.

Efter 13 minutter kom gæsterne også foran, da en misforståelse hos Koldby/Hørdum IF gjorde, at Kristian Bonde scorede i eget net. 

Den føring blev også fordoblet et kvarter senere, da Kristian Thinggaard Bjørn sparkede bolden i mål efter en standardsituation. 

Thisted FC holdt føringen på 2-0 til pause.

- De ting, vi snakkede om inden kampen, gjorde vi ikke i første halvleg, så drengene fik en opsang i pausen, og den tog de til sig, siger Hanne Sand Smed.

- I første halvleg spillede vi godt, holdt vores aftaler og scorede på vores chancer, siger Jacob Kjær. 

De gode takter fortsatte for Thisted FC efter pausen. Efter 55 minutter blev bolden spillet på tværs til Mark Olesen, som sparkede bolden i mål til 0-3.

Dermed var Thisted FC på sejrskurs, men de havde brugt mange kræfter, og Koldby/Hørdum IF fik mere og mere overtaget i kampen. 

Det resulterede også i scoringer til Koldby/Hørdum IF, som to gange spillede sig igennem og sparkede bolden i mål. Først var Mikkel Andersen og dernæst Thomas Faaborg Uhlig, som scorede.

Efter 71 minutter modtog Frederik Fjedgaard Olsen fra Thisted FC et gult kort efter en nærkamp, og gæsterne skulle dermed spille 10 minutter i undertal. 

Det blev en dyr undertalsperiode for Thisted FC, som indkasserede fire mål på 12 minutter. 

Først var det Laurits Sand Smed, som sparkede et langskud i mål, og et minut senere headede han også bolden i mål til 4-3. 

Efter 78 minutter sparkede Simon Reinbach Nielsen bolden i mål, og til sidst var det Mikkel Andersen, som igen kom fri og gjorde det til  6-3.

- Drengene skal have ros for en vanvittig indstilling og ikke give op, og de leverede en rigtig flot anden halvleg, siger Hanne Sand Smed. 

- Det er for dårligt, at vi falder sammen, men der er ting fra de første 60 minutter, som vi kan tage med til de næste kampe, siger Jacob Kjær.

Koldby/Hørdum IF ligger nummer to i Serie 2 efter kampen med 12 point. Næstsidst i tabellen ligger Thisted FC med fire point.

Kampfakta

Fodbold, Serie 2

Koldby/Hørdum IF

Thisted FC

Resultat: 6-3

Pause: 0-2

Mål: 0-1 Kristian Bonde (Selvmål) (13), 0-2 Kristian Thinggaard Bjørn (32), 0-3 Mark Olesen (52), 3-1 Mikkel Andersen (55), 3-2 Thomas Faaborg Uhlig (68), 3-3 Laurits Sand Smed (74), 4-3 Laurits Sand Smed (75), 5-3 Simon Reinbach Nielsen (78) og 6-3 Mikkel Andersen (86)

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.