Måske sammenlægning af menighedsråd i to sogne

Efter to runder er menighedsrådene i Hansted og Ræhr stadig ikke fuldtallige

Kirken i Ræhr, hvor det kun er lykkedes at finde ét nyt medlem til menighedsrådet.
Kirken i Ræhr, hvor det kun er lykkedes at finde ét nyt medlem til menighedsrådet. Arkivfoto: Peter Mørk

HANSTED-RÆHR: Et fælles menighedsråd for Hansted og Ræhr. Det kan blive løsningen, efter at de to nabosogne over to runder har forsøgt at finde nye menighedsrådsmedlemmer.

I Hansted - der er navnet for sognet i Hanstholm by - lykkedes det dog i anden omgang at finde to nye kandidater til menighedsrådet, som dermed er oppe på fem medlemmer.

Det ville være nok de fleste steder, men på grund af sognets størrelse skal rådet i Hansted have mindst seks medlemmer.

 - Men det var ikke muligt at støve flere op, så derfor søger vi nu om dispensation, fortæller menighedsrådsformand Kirsten Bloch Ravn.

Det er provstiet og i sidste ende Aalborg Stift, som skal give en sådan dispensation. Men da menighedsrådet i Ræhr er endnu tyndere besat, kan svaret også blive en sammenlægning.

I Ræhr er formanden, Poul Erik Frederiksen, nemlig den eneste fra det siddende menighedsråd, som ønsker af fortsætte. Her er det lykkedes at finde ét nyt medlem, mens et af de nuværende medlemmer har sagt ja til at stå som stedfortræder i den nye periode.

- Det er ikke op til os at beslutte, om menighedsrådene skal sammenlægges. Men jeg tror da ikke, at vi kommer uden om det på en eller anden måde. Det er trist, at lokalsamfundet ikke har større interesse i, at vi har et menighedsråd, siger Poul Erik Frederiksen.

Heller ikke Kirsten Bloch Ravn er begejstret for en sammenlægning:

- Jeg frygter, at det kan blive endnu sværere at få folk til at engagere sig, siger hun.

i Hansted har Flemming Rasmussen og Anette Andreasen meldt sig som nye medlemmer, mens Jan Arnbjørn er ny i Ræhr Menighedsråd. 

I de fleste af landets sogne er der først menighedsrådsvalg i 2024, men både Hansted og Ræhr har benyttet sig af muligheden for at køre med toårige valgperioder. Det samme er tilfældet i Klitmøller, hvor man i september fik et fuldtalligt menighedsråd på det ordinære møde i den såkaldte valgforsamling.

De tre sogne udgør et pastorat sammen med Vigsø. Her har man fastholdt den fireårige valgperiode.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden