Malthe kom ikke på podiet, men fik en oplevelse

Hårdt og ubarmhjertigt løb i Road to Le Mans for unge Malthe Jakobsen fra Thy

Det gik ikke helt som håbet for Malthe Jakobsen (i midten) i Road to Le Mans. <i>Privat foto</i>

Det gik ikke helt som håbet for Malthe Jakobsen (i midten) i Road to Le Mans. Privat foto

SENNELS: Le Mans er hårdt og ubarmhjertigt; også for deltagerne i Road to Le Mans-klassen. Malthe Jakobsen havde i lørdagens løb kun to omgange til at vise sit værd - og det gjorde han i høj grad.

Helt generelt blev det ikke den Road to Le Mans-oplevelse, som Malthe Jakobsen eller Cool Racing havde håbet på. En startplacering som nummer to til det første løb blev sat over styr få sving efter løbets start, da Malthes medkører, Mo Smith, spandt af banen og måtte trækkes fri af gruset.

- Det er en næsten ubeskrivelig følelse, når den slags sker. Kombinationen af kolde dæk og lidt nervøsitet i en kaotisk start er ikke optimal, og jeg er ked af det på Mo's vegne, for han ville virkelig gerne at vi skulle lave et godt resultat hernede, siger Malthe, som alligevel præsterede at bringe bilen tilbage på omgangshøjde med de førende efter et hektisk stint på den legendariske racerbane.

Der var til gengæld lagt i kakkelovnen til overhalinger i lørdagens løb, hvor starten gik med Cool Racing-bilen på en 16. plads. Mo Smith avancerede til 12. pladsen inden han overlod bilen til sin hurtige danske teamkammerat omkring halvvejs i løbet. Men oprydning efter et uheld på banen kostede 20 minutters kørsel bag safety car, så til sidst havde Malthe to omgange til at kæmpe sig frem i feltet.

Som sagt, så gjort. I halsbrækkende tempo blev Cool Racings LMP3-racer udsat for den ene overhaling efter den anden. Enhver antydning af en overhalingsmulighed blev udnyttet, og da det ternede flag blev passeret efter to omgange var det med Malthe Jakobsen på fjerdepladsen.
På løbets sidste omgang blev Malthe noteret for løbets hurtigste omgangstid. Han måtte da også indrømme, at det var to helt særlige omgange:

- Det var vildt! Min ingeniør sagde i radioen, at jeg ikke skulle bekymre mig om skader eller den slags, men bare overhale alle de biler, jeg overhovedet kunne komme til, så det forsøgte jeg. Det er ikke tit, man får lov til at angribe på den måde, og så på Le Mans - er du gal, det var sjovt!

- Vi fik ikke en podieplacering med hjem, og det er sindssygt ærgerligt, men det var fedt at se min og Mo's faste teamkammerat, Michael Benham, stå øverst på podiet sammen med Duncan Tappy. Jeg synes at vi som team har vist, at vi er virkelig stærke, og uden uheld og safety car havde vi haft pokaler med hjem, siger den unge racerkører fra Sennels. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden