Malurt i Nordthy-bægeret trods sejr

Nordthy vandt sikkert over Nøvling, men alligevel var der plads til en smule utilfredshed

Trods en dårlig anden halvleg vandt Nordthy sikkert over Nøvling <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Trods en dårlig anden halvleg vandt Nordthy sikkert over Nøvling Arkivfoto: Bo Lehm

SENNELS:I denne sæsons 2. division har Nordthy langtfra lignet et oprykkerhold. Thyboerne har høstet mange point og overrasket de etablerede hold i 2. division, og thyboerne er langt væk fra nedrykningsstregen. Lørdag skulle holdet så på hjemmebane forsøge at fortsætte de gode takter, da de på hjemmebane mødte Nøvling, der i deres 9 kampe blot har hentet to point. Nordthy tog en komfortabel sejr på 33-27, men trods den sikre sejr, så sad holdet tilbage med en lidt flad fornemmelse efter kampen.

- Vores første halvleg var rigtig god, men vores spil i anden halvleg var ikke godt nok. Vi slækkede for meget på tingene og faldt ned i kadence. Det gav en lidt underlig følelse efter kampen, hvor vi ikke rigtig var glade, siger Nordthy-træner Kasper Boesen.

Lige fra kampens start satte Nordthy sig på begivenhederne, og gæsterne fra Nøvling virkede overmatchet. Nordthy havde gode gennembrud i angrebet, og i defensiven fik thyboerne sat mange gode tacklinger ind på modstanderen. Den gode halvleg gjorde, at Nordthy kunne gå til pause foran med 18-11.

Den komfortable føring til hjemmeholdet betød, at Nordthy tillod sig at afprøve flere forskellige nye konstellationer i anden halvleg. De nye konstellationer kombineret med at Nordthy begyndte at slække på tingene resulterede i en halvleg, der ikke var Nordthys bedste. Trods det, så kom sejren aldrig i fare for hjemmeholdet, der endte med at vinde med 33-27.

- Det var nat og dag for os. Vi lagde vores spil lidt om i anden halvleg, og vi fandt aldrig det gode spil fra første halvleg efter pausen. Jeg fortryder dog ikke, at vi eksperimenterede lidt i anden halvleg, for vi kan få brug for de nye konstellationer i nogle af kampene mod de stærkere hold i rækken, siger Kasper Boesen, der glæder sig over, det hans hold har leveret i sæsonen.

- Det har set rigtig godt ud i denne sæson, og vi er fortsat sultne efter at hente flere point, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.