Mand holdt ejer af kennel fast, mens kvinde stak af med to hunde

To personer er dømt for at bruge ulovlig tvang, da de fjernede drægtige tæver fra kennel i Thy

En mand og en kvinde fra Hjørring-området var forleden tiltalt ved retten i Holstebro i en sag, hvor de stak af med to tæver fra en kennel i Thy. Arkivfoto: Peter Moerk

En mand og en kvinde fra Hjørring-området var forleden tiltalt ved retten i Holstebro i en sag, hvor de stak af med to tæver fra en kennel i Thy. Arkivfoto: Peter Moerk

THY:En strid om ejerskabet af to hunde førte i august til, at en 60-årig kvinde og en 68-årig mand, begge fra Hjørring-området, blev så vrede på en kennelejer i Thy, at de med magt fjernede to drægtige tæver fra kennelen og kørte væk med dem.

Forleden stod de to vendelboer tiltalt ved retten i Holstebro, hvor anklagen lød på røveri. Manden havde nemlig brugt vold, idet han ifølge anklageskriftet havde holdt den kvindelige ejer af kennelen fast ved halsen, mens hans medsammensvorne løb ind i kennelen og hentede de to hunde.

Under retssagen viste det sig dog, at det var vanskeligt med sikkerhed at fastslå, hvem der egentlig var de retmæssige ejere af hundene.

- Og så falder berigelsesmomentet jo væk, og dermed endte de med at blive dømt for ulovlig tvang og ikke for røveri, forklarer anklager Cecilie Paaske fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Hun forklarer, at parterne tilsyneladende har haft en aftale om flere hunde, og så var der nogle af hundene, der døde, og nogle blev solgt, og så opstod der uenighed om, hvem der havde ret til de hunde, der var tilbage.

- Retten lagde til grund, at der var sket det, der stod i tiltalen, bortset fra at der ikke var tale om, at de to tiltalte skulle hente hundene uberettiget, for det kunne man ikke lægge fast. Der var ikke enighed om, hvorvidt hundene tilhørte hende, der kom for at hente dem, eller hende, der havde hundene til at bo hos sig, siger Cecilie Paaske.

Selv om det var manden, der havde holdt kennelejeren fast ved halsen, blev både han og den 60-årige kvinde idømt 40 dages betinget fængsel for ulovlig tvang. Begge modtog dommen.

Hvorvidt den 60-årige kvinde skal aflevere de to hunde tilbage igen til kennelen i Thy, det må parterne nu afgøre ved en civilretslig sag, hvis de ønsker det.

- Hvis det havde fremgået klart, hvem hundene tilhører, så kunne det have været afgjort som en del af straffesagen, for så havde det også været tættere på røveri, selv om det er en atypisk form for røveri, konstaterer anklageren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.