Ældrepleje

Mangel på varme hænder: Det er ikke nok kun at uddanne unge

Thisted Kommune sætter også fokus på at rekruttere og fastholde ældre medarbejdere

Social- og sundhedsmedarbejdere er i stigende grad en mangelvare, også i Thisted Kommne.
Social- og sundhedsmedarbejdere er i stigende grad en mangelvare, også i Thisted Kommne. Foto: Bo Lehm

THISTED: Hvem skal passe de ældre om 10 eller 20 år? Allerede nu er det svært at få stillingerne besat, og det bliver kun værre. Det er den virkelighed, der nu har fået Thisted Kommunes ældreforvaltning til at lave en handleplan med fokus på både at rekruttere og fastholde medarbejdere.

Vurderingen er nemlig, at det ikke er nok alene at forsøge at tiltrække nye medarbejdere.

"Manglen på hænder er så stor, at det ikke er en mulighed at rekruttere sig ud af udfordringen," lyder det direkte i en redegørelse fra forvaltningen til social- og seniorudvalget.

- Det hænger jo sammen med den demografiske udfordring, vi kigger ind i. Vi ved jo, at antallet af plus 80-årige vil stige med 68 procent frem mod 2034 i Thisted Kommune, og samtidig ved vi, at arbejdsstyrken er stagnerende eller svagt faldende, så hvis ikke vi gør noget, så kan vi simpelthen ikke rekruttere nok, siger Anne Fink, chef for Ældre og Træning. Hun fortsætter:

- Derfor er vi nødt til at se på, hvordan det er, vi løser vores opgaver. Kan vi løse vores opgaver med samme gode kvalitet, men på en anden måde, der er mindre arbejdskraft-intensiv? Det er noget af det, vi kommer til at kigge meget ind i de næste år, forestiller jeg mig bestemt.

Satser ikke kun på unge

Planen udpeger fem indsatsområder, hvoraf øget brug af velfærdsteknologi er et af de redskaber, som måske kan erstatte de varme hænder i et vist omfang.

Et andet indsatsområde handler om at promovere social- og sundhedsuddannelserne over for skoleelever. Thisted Kommune har allerede sat mange tiltag i værk for at sikre tilgangen til sosu-uddannelsen. For eksempel giver man eleverne løn under uddannelse, og der er skruet op for studievejledningen.

- Hidtil er det lykkedes at finde det antal sosu-elever, kommunen er dimensioneret til at tage, men vi kan godt mærke, at der skal arbejdes mere for at opfylde dimensioneringen, siger Anne Fink.

Med de mindre ungdomsårgange er det ikke nok blot at satse på de unge. Via samarbejde med jobcentret og sprogskolen satser Thisted Kommune også på at rekruttere voksne mennesker, som ønsker et brancheskift.

Inddrager fagforeninger

Det handler også om at holde godt fast på de medarbejdere, man allerede har. Næsten halvdelen af alle sosu-medarbejdere i Thisted Kommune er over 49 år, og cirka hver femte er over 59 år. Et indsatsområde er at gøre det mere attraktivt for disse medarbejdere at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Det er noget, der er kommet større fokus på nu end tidligere, oplyser Anne Fink. 

- Vi har inviteret de faglige organisationer med i en drøftelse af, hvordan vi gør det her godt. Hvad kunne de gode løsninger være? Det er jo en fælles interesse vi har, siger ældrechefen og fortsætter:

- Hvordan balancerer vi hensynet, så vi både skaber gode vilkår for seniorerne, men heller ikke presser for mange opgaver ud på dem, som ikke er seniorer? Det er da en udfordring. 

Forvaltningen har haft det første møde med de faglige organisationer for nyligt. Selve handleplanen blev færdig lige efter sommer.

- Men det er noget, vi arbejder løbende med. Vi er simpelthen nødt til at have en struktureret tilgang til, hvordan vi gør. Vi har jo allerede oplevet at have udfordringer med at rekruttere. Hen over sommeren havde vi virkelig også store udfordringer med at rekruttere ferieafløsere. Og dygtige medarbejdere er jo ligesom forudsætningen for at kunne levere den kvalitet og de ydelser, som vi gerne vil, fastslår Anne Fink.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden