Markant bygning kan skifte ejer: Flertal for at sælge bygning i Klitmøller
På forhånd tegner der sig et politisk flertal for at sælge de bygninger på Vangvej, der fulgte med da Thisted Kommune eksproprierede campingplads - kommunalbestyrelsen tager stilling på tirsdag
KLITMØLLER: Da Thisted Kommune eksproprierede en tidligere Klitmøller Camping fulgte både campingpladsen og bygningerne på pladsen med - herunder den markente ejendom på Vangvej, som rummer beboelse, værelser og et erhvervsareal som senest er brugt til cafe.
Nu støtter et flertal i såvel udvalget for klima, miljø og teknik og senest i økonomiudvalget, at kommunen skal sælge bygningerne.
- Vi har tidligere besluttet, at kommunen ikke skal eje flere bygninger end nødvendigt, så et ønske om, at vi beholder bygningerne på Vangvej går ikke helt i tråd med den beslutning, siger borgmester Ulla Vestergård i lyset af, at der i de to udvalg var medlemmer, som talte for at beholde bygningerne og leje dem ud.
- Jeg tror, at vi med et salg af bygningen vil skabe mulighed for at realisere nogle af de mange gode ideer, som er i Klitmøller. En køber kan i samarbejde med de lokale drøfte, hvordan bygningerne kan bruges fremover - enten som samlingssted, til overnatning eller andet. Jeg tror, der er mange ideer, som kan realiseres her, siger borgmesteren.