Martec vil uddanne maskinmestre i Thisted

Den maritime skole i Frederikshavn vil lægge billet ind på ny maskinmester-uddannelse i Thisted - som oven på regeringens udspil om uddannelser næste fredag får besøg af statsminister Mette Frederiksen

Pia Ankerstjerne, direktør for Martec i Frederikshavn, vil lægge billet ind på at stå for den maskinmesteruddannelse, som ifølge et regeringsudspil skal placeres i Thisted. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Pia Ankerstjerne, direktør for Martec i Frederikshavn, vil lægge billet ind på at stå for den maskinmesteruddannelse, som ifølge et regeringsudspil skal placeres i Thisted. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

THISTED:Den maritime uddannelsesinstitution Martec i Frederikshavn vil lægge billet ind på at komme til at stå for den maskinmesteruddannelse, som ifølge regeringens udspil skal etableres i Thisted.

- Jeg ved, at Thisted kæmper samme kamp som os for at fastholde befolkningen og udvikle lokalområdet. Derfor mener vi, at det er os, der skal forsøge at løbe med den bold, siger Pia Ankerstjerne, direktør for Martec, som hvert år uddanner mellem 130 og 150 maskinmestre.

Maskinmester er en såkaldt professionsbachelor på linje med andre mellemlange uddannelser. Men selv om mere end 80 procent af alle maskinmestre i dag har job på land, har uddannelsen bevaret søfartstilknytningen og udbydes udelukkende af maritime uddannelsesinstitutioner.

Oplagt at samarbejde

Hvis Martec får til opgave at stå for uddannelsen i Thisted, vil det ifølge Pia Ankerstjerne være oplagt at søge samarbejde med for eksempel EUC Nordvest, hvis direktør, Hans Chr. Jeppesen, har udtalt til Nordjyske, at man meget gerne vil bidrage med tekniske faciliteter.

- Uddannelser bliver stærkest ved at man samarbejder alt det, man kan, i lokalsamfundet. Så vi skal både have fat i kommunen og i uddannelsesinstitutionerne i Thisted, siger Pia Ankerstjerne.

I alle tilfælde er hun ikke nervøs for, at flere byer skal stå for at udklække maskinmestre. Ud over Thisted har regeringen peget på Sønderborg som nyt uddannelsessted.

- Der mangler maskinmestre, og særligt i forbindelse med den grønne omstilling bliver der efterspørgsel efter dem, siger hun.

UCN-rektor er bekymret

Mens Pia Ankerstjerne er begejstret for regeringens strategi, så er Lene Augusta Jørgensen, rektor for UCN, ikke ligeså sikker på, at det er en god idé med en ny maskinmesteruddannelse i Thisted - selv om det vil kunne styrke studiemiljøet i byen, hvor UCN allerede står for at uddanne bl. a. sygeplejersker og pædagoger.

- Vi er rigtig glade for at kunne bidrage til, at der er uddannelser i hele Danmark. Og vi hilser velkommen, at der kommer et nyt tilbud til Thisted. Men vi er samtidig bekymrede for, om det kan fungere, også økonomisk, hvis det bliver en uddannelse med måske under 10 studerende, siger hun.

Mette F. på besøg

Den bekymring får UCN-rektoren lejlighed til at lufte over for statsminister Mette Frederiksen. Oven på regeringens udspil om decentralisering af uddannelsesstrukturen aflægger hun på fredag, 4. juni, besøg i UCN's campus i Thisted.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.