Maskinmester - en drømmeuddannelse i Thisted

EUC Nordvest kommer næppe til at stå for uddannelsen, men vil meget samarbejde om de tekniske faciliteter

Det er uvist, hvem der skal stå for den kommende maskinmesteruddannelse i Thisted. Men EUC Nordvest vil meget gerne stille tekniske faciliteter til rådighed. Arkivfoto: Diana Holm <i>Foto: Diana Holm</i>

Det er uvist, hvem der skal stå for den kommende maskinmesteruddannelse i Thisted. Men EUC Nordvest vil meget gerne stille tekniske faciliteter til rådighed. Arkivfoto: Diana Holm Foto: Diana Holm

THISTED:Det er lidt af en drøm for det nordvestlige Jylland, som ser ud til at gå i opfyldelse med regeringens uddannelsesudspil, der gør Thisted til hjemsted for en maskinmesteruddannelse.

- Det er noget, der har været nævnt flere gange. Og ord som "Det kunne være dejligt, at...", eller "Det kunne være en drøm, at...", er blevet brugt i den forbindelse, siger Hans Chr. Jeppesen, direktør for EUC Nordvest med hovedsæde i Thisted.

EUC Nordvest udbyder gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser. Maskinmesteruddannelsen er en videregående uddannelse, og derfor er der ikke udsigt til, at EUC Nordvest kommer til at stå for den.

- Men vi har de tekniske faciliteter, der skal til, og vi vil meget gerne indgå i et samarbejde om uddannelsen, siger Hans Chr. Jeppesen - der forestiller sig, at den teoretiske del så kan foregå i UCN's uddannelseshus - lige over for EUC Nordvest i Thisted.

Maskinmestre er traditionelt blevet uddannet til skibsfarten, og i den forbindelse er en placering tæt på havnen i Hanstholm oplagt. Men i dag er uddannelsen bredere, med jobmulighed i produktions- og forsyningsvirksomheder på land - og også i for eksempel i vindmølleindustrien.

- Det er et meget bredt felt, og uddannelsen passer fint ind i den erhvervsstruktur, vi har i Nordvestjylland, siger Hans Chr. Jeppesen.

Samme melding kommer fra Thisteds borgmester, Ulla Vestergaard (S), der - naturligvis - også er begejstret for udsigten til et nyt uddannelsestilbud i Thisted.

- Det er rigtigt tænkt. Og samtidig er jeg glad for, at man vil forhøje taxametertilskuddet uden for de store byer. Det giver mulighed for, at der kan oprettes nogle små hold i en by som Thisted, siger Ulla Vestergaard.

Maskinmesteruddannelsen varer mellem tre og fire et halvt år, afhængig af de studerendes baggrund. I det nordlige Jylland udbydes uddannelsen i dag i Frederikshavn, Viborg og Aarhus.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.