Beredskab

Nu skal det undersøges: Hvordan kunne 180 meter høj kran vælte?

Kranfører til tjek på sygehuset - fik dieselolie i øjnene

Kranen væltede torsdag aften.
Kranen væltede torsdag aften. Foto: Bo Lehm

Opdateret 29. november 2024 kl. 10:18

Opdateret fredag morgen med kommentarer fra Midt- og Vestjyllands Politi:

Nordjyllands Beredskab kørte torsdag aften mod testcentret Østerild i Thisted.

Her var en kran på cirka 180 meter, som vejer 200 tons, væltet på Testcentervej omkring 1,5 kilometer nede af en grusvej. Kranen stod tæt på en vindmølle.

- I og med vi kører frem, finder vi ud af, at det er en stor mobilkran, der er væltet herude. I den ombæring får vi også at vide, at der ikke er nogen personskade, og at kranføreren er ude,sagde indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Henrik Gade Jespersen torsdag aften.

Der var flere personer på stedet, da kranen væltede.

- De arbejdede herude, og der var også en byggeleder, siger indsatslederen, som dog pointerer, at ingen kom galt afsted i forbindelse med ulykken.

- Der er selvfølgelig nogen, der er chokeret efter den her hændelse, tilføjer han.

Foto: Bo Lehm

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser fredag morgen, at kranføreren - en 23-årig mand fra lokalområdet - blev kørt til tjek på sygehuset.

- Det skyldtes, at han fik dieselolie i øjnene, så de skulle lige renses. Umiddelbart var der ikke sket andre skader, fortæller vagtchef Andreas Andersen.

Kranen er på larvebånd, som indsatslederen torsdag forklarede peger lige op i luften. Som den lå torsdag aften, var den ikke til fare.

2500 liter olie

Den første melding lød, at der også var brand på stedet, men den var allerede slukket, da beredskabet nåede frem. 

- Så opgaven består egentligt i at samle det her diesel- og hydraulikolie op, som løber ud af den, sagde Henrik Gade Jespersen.

I første omgang skrev Nordjyllands Beredskab, at der var spildt 3000 liter hydraulikolie og 3000 liter diesel. De har efterfølgende opdateret disse oplysninger.

"Vi har stoppet spildet og arbejder pt. med et udslip på 2500 liter hydraulik - og dieselolie," skrev beredskabet på X.

Foto: Bo Lehm

Torsdag aften havde beredskabet stoppet oliespildet, og kloakservice ville suge det allerede spildte olie op.

Indsatslederen vidste ikke, hvorfor kranen væltede.

Fredag morgen kan politiet heller ikke sige mere om, hvordan det kunne ske.

Kranen er fra kranfirmaet BMS og væltede angiveligt, da en vinge skulle hejses op i en vindmølle. Dette er endnu ikke blevet bekræftet:

- Det skal undersøges nærmere i dag, og Arbejdstilsynet skal også ud og se på det, fortalte Andreas Andersen fredag morgen.

Foto: Bo Lehm

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden