KV21

22-årige Melissa bragede frem: Fik kun syv færre stemmer end spidskandidaten

Melissa Skoust Campara havde et bemærkelsesværdigt godt valg i Thy - nu har hun blod på tanden

22-årige Melissa Skoust Campara stillede op for Enhedslisten ved det netop overståede valg. Trods hendes unge alder lykkedes det hende at få næsten lige så mange stemmer som spidskandidaten Jens Otto Madsen.

22-årige Melissa Skoust Campara stillede op for Enhedslisten ved det netop overståede valg. Trods hendes unge alder lykkedes det hende at få næsten lige så mange stemmer som spidskandidaten Jens Otto Madsen.

THISTED:- Jeg var virkelig chokeret. I et drømmescenarie havde jeg nok håbet på 30-40 personlige stemmer, og at det så blev så højt et antal, havde jeg slet ikke regnet med.

Ordene tilhører 22-årige Melissa Skoust Campara. Hun har nu haft et par dage til at sunde sig efter kommunalvalget, hvor hun stillede op for Enhedslisten i Thisted Kommune.

Selvom det ikke blev til en plads i kommunalbestyrelsen i denne omgang, så må valget nok betegnes som lidt af en succes for den unge kandidat, der kun fik syv færre personlige stemmer end partiets spidskandidat Jens Otto Madsen.

Stolt og glad

- Jeg blev virkelig stolt og glad. Her bagefter har jeg siddet og regnet lidt sammen, og dem, der har stemt på mig, er jo ikke kun dem, jeg kender, og som på forhånd havde sagt, de ville stemme på mig. Det viser, at der er et eller andet, man gør rigtigt, siger hun.

Det gode resultat har givet hende rigeligt med blod på tanden til at stille op en anden gang.

- Det er dejligt at se, at det også som ung kvinde er muligt at komme ud og få et godt resultat, siger hun og fortsætter:

- Man hører mange skrækhistorier om det at være ung i politik, men jeg synes faktisk, jeg er blevet taget rigtig godt imod, og mange har rost mig for, at jeg har lyst til at stille op.

At det ikke blev til en plads i kommunalbestyrelsen i denne omgang, drypper ikke malurt i bægeret for den unge kandidat.

- Da jeg stillede op for Enhedslisten, var jeg godt klar over, at jeg nok ikke kom ind. Det er jo ikke det parti, der plejer at få flest mandater i Thisted Kommune, siger hun.

Det bliver spidskandidaten, 72-årige Jens Otto Madsen, der kan se frem til endnu fire år i kommunalbestyrelsen på Enhedslistens mandat.

- Jeg vil gerne ønske Melissa stort tillykke med det flotte resultat. Hun har ført en selvstændig valgkamp, og det har båret pote, siger Jens Otto Madsen.

Den forhenværende rektor på Thy-Mors HF & VUC er fortrøstningsfuld over at se, at de unge kandidater har formået at trække gode stemmetal til listen.

- Jeg er frisk og klar til at tage vare på alle Enhedslistens mærkesager i de kommende fire år. Når det så er sagt, så bliver det nok, som det ser ud lige nu, min sidste valgperiode, siger Jens Otto Madsen og tilføjer:

- Det betyder, at vi formentlig om fire år skal have valgt en ny spidskandidat, og hvis Melissa stadig er engageret i lokalpolitik til den tid, så vil hun da have en fantastisk chance for at komme blandt de aller første. Så det er et godt udgangspunkt, hun har fået til sit første valg.

Om det bliver i Thisted Kommune, hvor Melissa stiller op om fire år, er fortsat uvist.

Om det bliver i Thisted Kommune, hvor Melissa stiller op om fire år, er fortsat uvist.

Melissa Skoust Campara bekræfter, at hun er opmærksom på de muligheder, det gode personlige valg har åbnet for hende i Thy.

Men om det bliver Thisted Kommune, hvor hun kommer til at stille op om fire år, er mere usikkert.

I et ungt liv kan fire år være lang tid, når man står midt i at skulle tage en uddannelse og gøre karriere.

- Hvordan det ser ud om fire år, ved jeg ikke. Men jeg fornemmer, at vi er flere og flere unge, der begynder at gå op i politik, og hvis jeg bliver spurgt om fire år, om jeg kunne tænke mig at stille op, vil jeg da heller ikke afvise, at jeg kunne finde på at sige ja, siger hun.

Melissa Skoust Campara opnåede 187 personlige stemmer, mens Jens Otto Madsen opnåede 194. Tredjeflest fik Berit Raldin med 112 personlige stemmer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.