Michael ville advare, men fik hård medfart: Tonen er hård, når det handler om træpiller

Michael ville advare andre om at begå samme fejl, og det fik de grimme kommentarer til at flyve

Michael Sørensen står tilbage med en tom lagerhal - nu reflekterer han over den hårde tone i debatten, når det handler om træpiller. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Michael Sørensen står tilbage med en tom lagerhal - nu reflekterer han over den hårde tone i debatten, når det handler om træpiller. Foto: Bo Lehm

NORS:Michael Sørensen har måttet betale dyrt for, at han for et par uger siden røg i kløerne på udenlandske svindlere, der solgte ham et større parti træpiller for over 700.000 kr.

Men træpillerne kom aldrig.

For at afværge, at andre skulle falde i samme fælde, valgte Michael Sørensen efterfølgende at fortælle sin historie til Nordjyske - og det har affødt kraftige reaktioner.

Siden artiklen blev udgivet fredag eftermiddag, har Nordjyskes redaktion haft travlt med at moderere de endog meget hadske beskeder, der er strømmet ind i kommentarfeltet på Facebook.

Michael Sørensen selv er dog ganske rolig, da Nordjyske fanger ham på telefonen mandag ved middagstid.

- Jeg lader mig ikke gå på af det, og jeg gider ikke bruge tid på at læse det. Min erfaring siger, at det stikker helt af, hvis man begynder at svare igen. Det er ikke noget, der rører mig, og jeg gider ikke gå ind i diskussionen, for det kommer der ikke noget ud af, siger han.

Med 680 kommentarer, 511 delinger og mere end 2100 reaktioner har historien fået en voldsom eksponering. Reaktionerne er mangeartede, og der er selvfølgelig en pæn bestanddel, der med stor selvsikkerhed erklærer, at de aldrig selv ville blive offer for svindlere.

Den anden ting, folk reagerer hårdt på, er, at Michael Sørensen ville importere træpiller, hvoraf nogle skulle gå til familie, men resten skulle sælges videre. Her lyder anklagen, at Michael Sørensen "gjorde det af en ren spekulation, da han så muligheden for at tjene penge på øvrige danskere", som en Facebook-kommentator udtrykker det.

Den type reaktion kommer ikke bag på artiklens hovedperson, der på forhånd havde set, at træpiller er noget, der bringer sindene i kog på de sociale medier i øjeblikket:

- Jeg var næsten klar over det. Jeg har set på Facebook i løbet af de seneste måneder, at når der er nogle, der har lagt træpiller op til salg, så bliver de svinet til, fordi folk ikke bryder sig om prisen. Nogle skriver direkte i opslaget, at de frabeder sig grimme kommentarer, siger han og tilføjer:

- Folk er selvfølgelig trætte af, at træpillerne er blevet så dyre, som de er, men det er jo ikke nemt at lave om på. Og at købe en vare hjem for at sælge den videre, det er jo bare ganske almindelig forretning.

Trods den heftige debat på sociale medier, har Michael Sørensen ikke modtaget direkte reaktioner på artiklen.

- Til gengæld er jeg blevet kontaktet af et par stykker, der gerne ville sælge mig nogle træpiller. Jeg sagde pænt "nej tak", siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.