Havne

Millioner til havnen: Det må ikke koste velfærd

Kommunalbestyrelsen "rykkede sammen" og fandt i enighed de 63 mio. kroner, der skal afhjælpe de akutte økonomiske problemer for Hanstholm Havn - og de gjorde det uden at pille ved velfærd og planlagte velfærdsinvesteringer

Politikerne har i enighed fundet 63 millioner kroner til Hanstholm Havn uden det koster på velfærden og på planlagte velfærdsinvesteringer.
Politikerne har i enighed fundet 63 millioner kroner til Hanstholm Havn uden det koster på velfærden og på planlagte velfærdsinvesteringer. Foto: Claus Søndberg

THISTED: - Mange vil ånde lettet op, når de ser, hvordan det er løst.

Lene Kjelgaard Jensen (K) var en blandt flere medlemmer af Thisted Kommunalbestyrelse, som fandt det nødvendigt at understrege, at de 63 millioner kroner, en enig kommunalbestyrelse har fundet for at dække et 63 millioner kroner stort underskud i Hanstholm Havn, ikke koster på den kommunale velfærd.

Pengene blev fundet, da kommunalbestyrelsen tidligere på måneden åbnede 2023-budgettet. De 63 millioner kroner skulle findes for at dække havnens akkumulerede underskud over de seneste tre år inden den fra årsskiftet ændrer status fra kommunal selvstyrehavn til kommunal havn.

- Der skulle findes en løsning uden at vi rører ved velfærdsinvesteringerne. Der er landet et godt forlig for en midlertidig løsning, sagde Lene Kjeldgaard Jensen som bad om at få det politiske forlig bag løsningen skrevet ind i beslutningen.

Det skete med tanke for, at der fra flere sider er udtrykt bekymring for, at millionerne er fundet på bekostning af allerede besluttede investeringer i blandt andet en ny handicapinstitution.

-Vi åbnede budgettet, fordi vi stod med en ny udfordring. Den har vi håndteret for 2023 med en politisk aftale - og ikke ved at følge direktionens indstilling, sagde borgmester Niels Jørgen Pedersen (V).

Direktionen havde - efter ønske fra politikerne - beskrevet nogle muligheder for at finde pengene til havnen, men det er ikke udtryk for, at politikerne skulle følge indstillingerne.

- Der kom nogle ting op, som tidligere er afvist - og det er de blevet igen, sagde borgmesteren og konstaterede, at der i det politiske forlig efter budgetåbningen var udtrykt vilje til at løse havnens akutte økonomiske problemer. I første omgang for 2023.

- Lad nu være med at male fanden på væggen. Vi kan se forskelligt å tingene, men nu har vi en budgetvedtagelse. Så må vi se, hvad fremtiden bringer, men fremover er havnen en del af kommunens økonomi, sagde Peter Skriver Nielsen (S).

- Og vi ser ens på sagen. 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen  har ment nøjagtig det samme, sagde Niels Jørgen Pedersen, inden kommunalbestyrelsen i enighed godkendte budgettilpasningerne, der sikrer 63 millioner kroner til havnen.

Det skete med en præcisering af, hvor pengene er fundet. Blandt andet ved at udskyde en børnehave i Sennels og ved at spare på asfalt, på udvendigt vedligehold og på en række andre mindre investeringer. Men ikke på velfærd - herunder en ny handicapinstitution.

- Kommunen har taget havnen under sine vinger. Der var ikke andre muligheder. Nu er der fundet en løsning for 2023. Det giver luft til at se fremad, for problemerne er langt fra løst, sagde Ib Poulsen (DF).

Jens Otto Madsen (EL) var enig.

- Vi har fået et år mere til at tænke, sagde han og tilføjede, at overtagelsen af havnen kunne betyde fremtidige reduktioner på kommunens drift.

- Men jeg vil være garant for, at borgerne ikke skal betale, fordi vi har overtaget havnen, sagde han.

- Problemerne er isoleret til 2023. Det var den første udfordring. I begyndelsen af '23 må vi dykke dybere ned i problemstillingerne. Vi får en periode ud over 2023, hvor vi vil være udfordrede - og vi kan risikere, at det vil gå ud over velfærden, sagde Jens Kr. Yde.

Trods de fremadrettede bekymringer var kommunalbestyrelsen enig om, at beslutningen efter budgetåbningen var udtryk for vilje til at rykke samen, når der er behov.

- Nu er vi enige om en fælles retning, så pas på ikke at tale havnen ned, sagde Kenneth Bjerregaard (V)

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden