Mine sprængt på Lyngby Strand
Ilanddrevet cylinder viste sig at indeholde sprængstof som EOD måtte detonere på stedet
LYNGBY: Ammunitionsrydningstjenesten EOD (Explosive Ordnance Disposal) i Skive måtte onsdag morgen kaldes til Lyngby Strand ved Lyngbyvej midt i Thy. Her var der blevet fundet en ilanddrevet knap en meter lang jerncylinder, som førte til en politianmeldelse.
- Det viste sig, at cylinderen var en detonator til en sømine af en slags. Den indeholdt mellem fem og 10 kilo sprængstof, som EOD sprang i luften derude, siger politikommissær Jørgen Jensen, Lokalpolitiet i Thisted.
Det vides ikke, om minen var et levn fra Anden Verdenskrig. Politiet fik anmeldelsen klokken 8.34, og militærfolkene kunne afslutte deres arbejde klokken 13.23.