Ministeren om sin elevrådstid: Det var rigtig god læring
Elevrådet på Thisted Gymnasium havde inviteret erhvervsminister Simon Kollerup, der for to år siden blev udnævnt til æresstudent
Opdateret kl. 21:07
THISTED: Da elevrådet på Thisted Gymnasium i efteråret skulle samles til et elevrådsseminar, ville de gerne invitere en tidligere elevrådsformand. Nemlig erhvervsminister Simon Kollerup (S), der var elev på gymnasiet fra 2002 til 2005 og elevrådsformand det meste af tiden.
- Han kunne så ikke lige komme. Det var også med kort varsel, vi inviterede ham, og det var den dag, hvor der var kommunalvalg, fortæller Signe Stüker, elev i 3.a på gymnasiet og formand for elevrådet, indtil hun for nylig overlod hvervet til en 2.g'er, Frederik Brolev.
I stedet aftalte de, at Simon Kollerup skulle besøge sit gamle gymnasium en dag i marts. Det endte dog med heller ikke at passe så godt ind i den travle ministerkalender.
Men mandag lykkedes det. Efter velkomst foran gymnasiets hovedindgang med rød løber og modtagelseskomité ved elevrådsmedlemmer var der en lille times møde med ministeren for alle gymnasiets elever i Teutonersalen.
Derfor skal I stemme
Dette foredrag var så også opfyldelsen af den forpligtelse, der følger med udnævnelsen til æresstudent på Thisted Gymnasium. Den titel blev Simon Kollerup tildelt allerede i 2020, men som følge af corona og almindelig ministertravlhed har han ikke kunnet komme før nu.
Netop coronaen og den internationale krise med krigen i Ukraine, der nu har overtaget dagsordenen, var de første emner i Simon Kollerups tale til gymnasieeleverne. Og han fik listet lidt folkeafstemningsvalgkamp ind:
- Det er den krig, der er årsagen til, at vi skal til stemmeurnerne 1. juni. Som regering har vi et grundlæggende ønske om at gøre Vesten stærkere. Alle skal tage et større ansvar for Danmarks sikkerhed, og vi skal stå sammen om vores fælles sikkerhed i Europa. Derfor spørger vi danskerne - og de af jer, som kan stemme 1. juni - om Danmark, som det eneste land i EU, skal stå uden for forsvarssamarbejdet, sagde han.
Ens eget kompas
Simon Kollerup vendte tilbage til coronakrisen og talte om de fællesskaber, som det - på mange niveauer - blev vigtigt at opretholde under pandemien. Herunder regeringens håndtering af krisen, som ifølge Kollerup var baggrunden for, at det lykkedes at opretholde en vækst, der var rekordhøj ved indgangen til den nye krise.
- Det har gjort en forskel, at jeg er fra Thy, i den måde jeg har håndteret coronakrisen på. Vi har måttet kæmpe for det.
- Det gør, at man får en fornemmelse af, hvor ens eget kompas ligger henne - fornemmelsen af, hvad der er det rigtige og forkerte. Så det gør en forskel, når man skal tage milliardstore beslutninger, sagde han.
Damernes ven og Mettemor
Under den efterfølgende spørgerunde blev Simon Kollerup bl.a. spurgt til, om han var en "damernes ven" i gymnasiet.
- Ej, selvfølgelig var jeg det, svarede ministeren, som så også tilføjede, at det kunne han i virkeligheden ikke rigtig huske.
Og om sit forhold til statsministeren:
- Hvad synes du om Mettemor, spurgte en.
- Jeg synes, hun er den bedste i hele verden. Nej, hvad fanden skal man svare på det, sagde Simon Kollerup.
Men tilføjede så rosende ord om statsministerens evne til at håndtere store kriser - både under coronaen og nu, hvor der er krig i Europa.
Politik i sin kerne
Spørgsmålet om Simon Kollerups tid som elevrådsformand måtte derimod vente, indtil de fleste af tilhørerne var gået til time igen - og overlod ministeren til de cirka 40 medlemmer af gymnasiets elevråd.
- Har du kunnet bruge de kompetencer, du fik i elevrådet, spurgte Signe Stüker.
- Man kan godt overføre elevrådsarbejdet på politisk arbejde. Man går ikke bare på gymnasiet, vi er også med til at forme vores gymnasium. Det er en rigtig god læring, hvis man vil være politiker, eller vil påvirke det samfund, man er en del af.
- At blive opmærksom på, hvordan man skaber forandringer - det er politik i sin kerne. Det var jeg ikke bevidst om, da jeg gik i gymnasiet. Men grundlæggende er det at arbejde for stole med bedre ryglæn på gymnasiet ligeså meget politik, som at arbejde for en bedre vejforbindelse til Thy og Mors, sagde Simon Kollerup.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.