Mobning

Mobning i klasse er gået grassat: Chikane og trusler på livet

Vi skal alle være her, og der er plads til alle. Sådan burde det være - men det er ikke sådan, det forholder sig i 9.a på Tingstrup Skole. Almindelige drillerier er blevet til ondsindet mobning og trusler på livet

9.a hos Tingstrup Skole er en splittet klasse, der er præget af onde mønstre. Alle elever lider, og nogle dage er det i følge NORDJYSKEs oplysninger 16 ud af 27 elever, der har sygemeldt sig.

9.a hos Tingstrup Skole er en splittet klasse, der er præget af onde mønstre. Alle elever lider, og nogle dage er det i følge NORDJYSKEs oplysninger 16 ud af 27 elever, der har sygemeldt sig.

NORDJYSKE Stiftstidende får kritik af Pressenævnet for at rette grove beskyldninger om mobning og bringe et krænkende billede af en 14-årig uden først at have kontaktet den 14-årige eller hendes forældre i denne artikel. Læs hele kendelsen her

THISTED:Det er gået fuldstændig galt på Tingstrup Skole i Thisted. Eleverne i 9.a melder sig syge fra en ende af, og forældrene står magtesløse på sidelinjen. Nogle dage er 16 ud af 27 elever sygemeldte. Den dårlige trivsel i klassen skyldes grove mobberier, chikane og trusler på livet. Det er ikke for sarte sjæle.

En forældregruppe, der repræsenterer et større antal børn i klassen, har valgt at stå frem. Nu er nok nok. De føler sig ikke hørt af ledelsen på skolen, og problemerne vokser og vokser med sygemeldinger hos både børn og forældre til følge.

Vi skruer tiden tilbage, og lader forældrene fortælle.

Mobberier i månedsvis

Frem til for to år siden var den nuværende 9.a en velfungerende klasse. Der blev drillet lidt i ny og næ, men ikke voldsomme drillerier. Efterhånden begyndte tingene at tage til.

I løbet af 8. klasse blev en pigegruppe på fem dannet, og det er dem, der ifølge forældrene er stridens kerne. Ifølge forældrene vil man sige, at de en pigebande.

I slutningen af foråret 2020 bliver de fire 8. klasser lagt sammen til tre.

Herefter eskalerer tingene.

Der bliver givet fingre i timerne, gjort nar, lavet ansigter og der skraldgrines, når der skal fremlægges for klassen. Det lyder måske ikke alvorligt, men det stopper ikke her.

- Vores datter er blevet truet med tæsk. Hun får fysiske ”skulderskub” og modtager grove og grænseoverskridende ting på de sociale medier. Hun bliver fuldstændig spammet af den pigegruppe på de sociale medier, og det er så nedladende en opførsel, fortæller Tanja Kristensen, og fortsætter:

- Vi hører trusler om, at de vil brænde nogle på kogepladen i hjemkundskab. Altså helt ærligt. Det skal stoppe. Det er en gruppe piger, der manipulerer. De styrer klassen med hård hånd.

De andre forældre rundt om bordet nikker samstemmende. De er triste og dybt berørte af, hvad der sker i 9.a. Nogle af forældrene er sygemeldte for at kunne være sammen med deres barn. De fortæller, at børnene viser klassiske tegn på stress og mistrivsel. Ondt i maven. Ondt i hovedet. Ryster. Angst. Sådan skal det ikke være, når man er ung og går i 9. klasse.

Forældregruppen ønsker at stå frem og fortælle om problemerne i 9.a hos Tingstrup Skole. De føler sig ikke hørt af skoleledelsen, og de dybt berørte af situationen. Foto: Pernille Damsgaard

Forældregruppen ønsker at stå frem og fortælle om problemerne i 9.a hos Tingstrup Skole. De føler sig ikke hørt af skoleledelsen, og de dybt berørte af situationen. Foto: Pernille Damsgaard

Dø i et sort hul

Problemet foregår ikke kun blandt pigerne - nogle af drengene får også en tur.

- Mange af drengene bliver truet på livet, siger Jesper Kjær Jensen, der er far til en af pigerne i klassen.

Rikke Lynge Nesager har en dreng i klassen.

- Han bliver kaldt klamme, fede og grimme. Og min dreng kan ikke blive ved med at rumme det, siger hun.

Tonen er hård i klassen. Dødstrusler kommer der også.

Via en helt fremmed piges telefon har to af pigerne fra banden sendt en video til en af drengene. Inden da har han jævnligt hørt ordene: Ad, dø, bøsse, fede svin, for blot at nævne nogle eksempler. I videoen, som han modtager 16. august via Snapchat, kammer det over. I videoen rækker de fuck-fingre til ham, og den ene piger siger: ”Dø i et sort hul”.

Historien skal frem

Forældregruppen bryder sig ikke om at skulle gå til medierne. Men de føler sig nødsaget til det.

- Der skal fokus på det her, siger Jesper Gøtsche, der er far til en pige i klassen.

- Ja, for det begynder også at gå ud over de yngre søskende. Børnenes fætre og kusiner bliver også truet, siger Thomas Kristensen, der er gift med Tanja Kristensen.

Drillerier har alle dage eksisteret i folkeskolen i mere eller mindre grad. De sociale medier gør ikke livet lettere for mobbeofrene. Slet ikke. Derfor skal der gribes ind, og her føler forældregruppen, at de løber panden mod en mur hos skolens ledelse.

Savner handlekraft

- Skoleledelsen er flere gange blevet gjort opmærksomme på problematikken, og de kendte i forvejen til nogle af pigerne. Men vi føler os slet ikke hørt, siger Jesper Kjær Jensen, der frygter, at deres børn en dag begår selvtægt.

- En dag koger det over, siger han.

Der er blevet holdt møder, og alle børnene i klassen er blevet interviewet. Det rækker bare ikke. Problemerne stopper ikke.

- Vi oplever, at ledelsen lukker af. De svarer ikke på vores mails, og både børn og forældre har mistet tilliden til ledelsen, supplerer Klaus Sørensen, der har en datter i klassen.

Alle forældrene er frustrerede og magtesløse og retter en skarp kritik af ledelsen. De ønsker, der skal ske noget drastisk med pigegruppen.

- Der bliver lavet handleplaner, men ledelsen hører slet ikke, hvad vi siger. Der bliver slet ikke kommenteret på noget, siger Tanja Kristensen.

Forældregruppen ønsker, at de på gældende piger fjernes fra klassen og kommer ind i et andet forløb. At de splittes op. De ønsker ikke, at pigerne smides ud.

- Det er en gruppe piger, som har brug for hjælp, siger Tanja Kristensen.

- Det er jo slet ikke en normal opførsel, de piger har. Jeg er bekymret for dem, supplerer Jesper Gøtsche.

Krads kritik

Forældregruppen retter en kritik mod ledelsen af Tingstrup Skole og Thisted Kommune, hvor Lars Sloth er direktør for børne- og familieforvaltningen.

- Jeg kan simpelthen ikke holde til, at ledelsen ikke tilgodeser børnene. Vores datter er ødelagt. Kommunen skal tage hånd om problemet, siger Tanja Kristensen.

Forældregruppen oplever, at de får en kold skulder fra skoleledelsen og, at de bliver mødt med arrogance fra Thisted Kommune.

Frem mod efterårsferien bliver der arbejdet med trivslen i klassen, elevernes drømme for fremtiden og i særdeleshed med at indgå i fællesskaber på en positiv måde. En del af handleplanen omhandler også at placere eleverne i et andet og mere rummeligt lokale.

Det var planen at flytte eleverne torsdag morgen, og det gjorde nogle af forældrene så frustrerede, at de opponerede mod beslutningen og mødte op.

- De skal ikke væk fra deres kammerater i de andre klasser. Vi kan ikke acceptere handleplanen, og den må ikke blive trumfet igennem, når den ikke er godkendt, siger Thomas Kristensen, da han ringer og fortæller om den seneste udvikling i sagen.

Hvad skal flertallet finde sig i

Forældregruppen mener, at der skal sættes hårdt ind, for det rungende spørgmål hos dem er, hvor meget det normaltfungerende store flertal skal finde sig i af chikanerier fra de få?

Den eneste person forældregruppen ønsker at rose i hele denne ulykkelige historie, er klasselæreren.

- Han gør det så godt, og han kæmper en brav kamp, siger Rikke Lynge Nesager.

Foruden forældre, lærere, ledelse og Thisted Kommune er Pædagogisk Psykologisk Rådgivning samt Skole, Socialforvaltning og Politi involveret.

I den kommende uge er der møder med borgmester Ulla Vestergaard (S), direktør Lars Sloth, skoleledelsen og konsulenter fra DCUM, Dansk center for undervisning.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden