Mors-læge køber klinik i Thisted

Morten Falshøj Pedersen overtager klinikken 1. september

Morten Falshøj Pedersen - fotograferet i 2016. Foto: Ole Iversen

Morten Falshøj Pedersen - fotograferet i 2016. Foto: Ole Iversen

THY-MORS:Praktiserende læge Mikael Grønning Mikkelsen, der driver en énmandspraksis i Storegade i Thisted, har solgt sin lægeklinik til læge Morten Falshøj Pedersen. Dermed fortsætter klinikken.

Salget faldt på plads i december, efter at Mikael Grønning Mikkelsen i første omgang over for regionen havde varslet ophør af praksis ved udgangen af april 2022. Hvis det ikke var lykkedes ham selv at sælge klinikken, skulle regionen tage hånd om patienterne.

Det bliver altså ikke nødvendigt. Det varslede ophør er ikke gældende længere, og patienterne kan blive i klinikken og vil fra 1. september overgå til den ny læge, hvis ikke de foretager sig andet.

Køberen af klinikken, Morten Falshøj Pedersen, er 38 år og bosat i Nykøbing. Han er uddannet i Aalborg og har som led i sin videre uddannelse til speciallæge i almen medicin blandt andet været ansat på Aalborg Universitetshospital i Thisted og Aalborg, hos praktiserende læge Søren Kæseler Andersen i Thisted og hos Lægerne i Hanstholm.

Morten Falshøj Pedersen regner ikke med, at klinikken skal forblive på adressen i Storegade, når han overtager den 1. september.

- Forventningen er, at jeg kommer til at drive klinikken i et kompagniskab med Søren Kæseler Andersen, men vi arbejder på, hvordan det helt nøjagtigt kommer til at foregå, siger han.

Mikael Grønning Mikkelsen på sin side glæder sig over, at der blev fundet en løsning, så hans praksis kører videre som traditionel familielæge-klinik. Han siger:

- Morten Falshøj Pedersen er en god og dygtig læge, som jeg anbefaler på det varmeste.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.