Mors-Thy 2 sled sig til sejr
Mors-Thy 2 fik lørdag en hårdt tilkæmpet sejr på en svær udebane
GLESBORG: Lørdag var Mors-Thy 2 igen i aktion i 2. Division, da de mødte Nørre Djurs HK på udebane. På forhånd var det to af de formodede tophold, som stødte sammen, og kampen udviklede sig også til en hård fight med masser af intensitet. Men det var gæsterne fra Mors-Thy 2, som havde mest overskud, da kampen skulle afgøres og vandt 26-22.
- Nørre Djurs er sammen med os en af favoritterne i den her pulje, og det var en svær udebane, vi var på i dag. Så vi var forberedt på, at det ville blive en svær kamp, siger træner for Mors-Thy 2, Lars Krarup.
Første halvleg blev tæt, hvor ingen af holdene aldrig fik mere end en tomålsføring. Mors-Thy 2 stod godt i forsvaret, og i målet diskede Rasmus Henriksen op med flere gode redninger. Til gengæld havde de også vanskeligheder ved at score mod et godt Nørre Djurs HK forsvar.
- Første halvleg blev en åben slagudveksling, hvor det handlede om ikke at lave tekniske fejl og så ellers dække godt op, siger Lars Krarup.
Der blev fløjtet til pause ved stillingen 13-13.
I anden halvleg fortsatte de to hold med at følges ad. Men som halvlegen skred frem kom Mors-Thy 2 foran med både to og tre mål.
- Anden halvleg var ikke nogen skønhed med gode detaljer, men der var masser af fight og energi, siger Lars Krarup.
Med 11 minutter igen var Mors-Thy 2 foran med to, men blev ramt af en dobbeltudvisning. Men undertalsperioden endte 1-1, og Mors-Thy 2 trak fra til sidst og vandt kampen.
- Det var som om, at det knækkede dem, at de ikke fik mere ud af overtallet, og så havde vi pumpet dem for energi, siger Lars Krarup og fortsætter:
- Drengene viste virkelig god fight i dag. Rasmus Henriksen stod en rigtig god kamp, men alle spillere bidrog til sejren.
Kampfakta:
Håndbold, 2. Division
Nørre Djurs HK
Mors-Thy 2
Resultat: 22-26
Pausestilling: 13-13
Mål: Jonas Hermandsen 6, Viktor Bergholt 5, Rasmus Houmøller 5, Anders Svarrer 4, Victor Thomadsen 2, Mikkel Christensen 2, Anders Toft 1 og Jacob Hansen 1.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.