Én politipatrulje snuppede fire påvirkede bilister
- Skræmmende, lyder det fra vagtchefen

Arkivfoto
THISTED:En politipatrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi fik travlt, da den kørte rundt i Thisted-området fredag aften og natten til lørdag.
Hele fire gange standsede denne ene patrulje bilister, som nu er under mistanke for at have kørt i påvirket tilstand.
De tre af dem blev sigtet for spritkørsel, mens den fjerde er mistænkt for at have kørt i narkopåvirket tilstand.
- Det var en effektiv patrulje, må man sige. Men det er skræmmende, at der kører så mange rundt i påvirket tilstand på vejene, lyder det fra vagtchef Ole Vanghøj hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Han understreger, at der ikke var tale om en egentlig julekontrol, hvor politiet går målrettet efter bilister, der måtte have fået lidt for meget at drikke efter en julefrokost. Det var rutinearbejde fra denne ene politipatrulje, og i øvrigt var der endnu en politibil på vejene i Thisted-området natten til lørdag. Betjentene i denne bil standsede også en bilist, som nu er sigtet for narkokørsel.
Alle fem bilister blev anholdt og taget med til blodprøve, som skal vise, om der kan rejse tiltale for enten sprit- eller narkokørsel.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.