Naturnationalpark Hanstholm: Nu skal der bøjes nogle holdninger
Nyheden om Naturnationalpark Thy får positiv modtagelse - også fra dem, der har været skeptiske, men nu er udpegningen sket og så skal der arbejdes frem mod det bedst mulige resultat
Opdateret kl. 17:41
THY: Selv om indvielsen af den første af de 10 netop udpegede naturnationalparker endnu ligger godt et par år ude i fremtiden, skal det første af fem skridt på vejen mod åbningen tages nu.
Det handler om inddragelse, både af lokale projektgrupper og andre, der skal forberede næste trin, udarbejde det første udkast til henholdsvis projektbeskrivelse og forvaltningsplan for en Naturnationalpark Hanstholm med et areal på 5040 hektar, hvoraf 1100 hektar mod øst omkring Tved Plantage skal hegnes med et lavt lavt trådhegn.
Projektgruppen kan blive det forum, hvor de meget forskellige interesser i naturnationalparken kan sætte sig ved samme bord og forsøge at "bøje enderne" i et forsøg på at komme med et samlet lokalt indspil til det første udkast til projektbeskrivelse og forvaltningsplan for naturnationalparken.
Philip Hahn-Petersen, Hanstholm, formand for foreningen Vild Med Vilje, har i debatten op til udpegningen været blandt fortalerne for en naturnationalpark.
- Jeg er glad for, at der kommer en naturnationalpark, men jeg har ikke armene oppe over hovedet. Vi har forsøgt at tale ambitionerne for klithedens truede arter op, men det vi har fået, er ikke det, vi havde håbet, siger Philip Hahn-Petersen.
Selv om naturnationalparken med et areal på 5400 hektar bliver landets største, kommer kun cirka 1100 hektar bag hegn. De store klithedearealer i Hanstholm Vildtreservat hegnes ikke, og dermed er der ikke mulighed for at sætte store græssere ud på arealerne, selv om de nu bliver omfattet af naturnationalparken.
- For de vigtige klithedearealer ligner det status quo i forhold til nu, når det gælder muligheden for at skabe øget biodiversitet, siger Philip Hahn-Petersen.
Han håber, at Vild Med Vilje får plads i den lokale projektgruppe og dermed mulighed for at påvirke den videre proces.
- Mit håb er, at vi uanset vores forskellige holdninger kan bidrage til en god og saglig debat, så det resultat vi får, bliver det bedst mulige, siger han.
Tage Espersen, Snedsted, er enig. Han repræsenterer 14 jagtforeninger i Thisted Kommune og dermed en gruppe naturbrugere, som har været kritiske overfor tankerne om naturnationalparker.
- Nu er stregerne slået, og jeg synes, folk skal have tid til at sætte sig ind i grundlaget for, at det endte med en Naturnationalpark Hanstholm. Jeg tror ikke, at den udpegning får mange til at ryge op i det røde felt. Set med jægerøjne handler det om at få det bedste ud af situationen, men jeg er klar over, at der også er andre brugerinteresser, som har interesser i arealerne - og måske må konstatere, at de ikke fremover kan bruge dem på samme måde som hidtil. Men vi er nødt til at sætte os sammen og få de forskellige holdninger til at nå sammen på samme måde, som det skete, da nationalpark Thy blev etableret.
Også Tage Espersen forventer, at den lokale projektgruppe vil få betydning for forløbet af den videre proces. Men det kræver, at der vises vilje til at sikre projektgruppen reel indflydelse.
- Uden reel lokal indflydelse vil det ikke give mening at nedsætte lokale arbejdsgrupper, siger Tage Espersen.
Borgmester Niels Jørgen Pedersen, V, modtager meddelelsen om udpegningen af naturnationalparken i vished om, at et flertal på 25 mod to i Thisted kommunalbestyrelse sidste år sagde "nej" til planerne
- Jeg havde helst set, at vi bare havde den nuværende nationalpark, men nu får vi naturnationalparken, og så må vi se at komme videre. Jeg oplever, en minister som over de seneste måneder har lyttet til vores betænkeligheder om manglende lokal inddragelse, dyrevelfærd, hegning og mindre adgang. Nu må vi holde op med at være sure og forsøge at få mest muligt ud af naturnationalparken, siger borgmesteren.
Torben Juul-Olsen, formand for bestyrelsen i Nationalpark Thy, er også tilfreds.
- Et flertal i bestyrelsen anbefalede det, og nu får landets første nationalpark landets største naturnationalpark, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.