Nederlag til Nors BK: Gik død i anden halvleg

Der var niveaumæssig stor forskel på de to halvlege, som Nors BK spillede

Nors BK løb tør for energi i anden halvleg. Arkivfoto: Peter Mørk

Nors BK løb tør for energi i anden halvleg. Arkivfoto: Peter Mørk

HJØRRING:Fredag aften skulle Nors BK forsøge at hente sæsonens første sejr, da de på udebane mødte Elitesport Vendsyssel 2 i herrernes 3. Division. Desværre for thyboerne rakte kræfterne ikke i anden halvleg, og de måtte køre hjem igen med et nederlag på 36-28 i bagagen.

Nors BK kom ellers flyvende fra start i første halvleg og var hurtigt foran med tre. Det gode spil fortsatte det meste af halvlegen, og Nors BK kunne gå til pause med en komfertabel føring på 18-14.

- I første halvleg spillede vi virkelig flot håndbold, hvor vi stod godt i forsvaret, og vores kontraspil fungerede. Vi havde chancerne til at være foran med syv, og det tror jeg, at det kunne have lukket kampen, siger Thomas Nielsen, der er træner for Nors BK.

I anden halvleg ændrede kampbilledet sig radikalt, og Nors BK kunne ikke fortsætte de gode takter fra første halvleg. På seks minutter formåede Elitesport Vendsyssel at gå fra at være bagud med fire til pludselig at føre med fire.

- Jeg ved ikke, hvor Nors BK var henne i anden halvleg, men vi var i hvert fald ikke til håndbold. Vi kollapsede kollektivt, hvor vi mistede vores redninger, forsvarsspil og kontraspil, siger Thomas Nielsen.

Nors BK formåede alligevel at kæmpe sig tilbage i kampen, så da der var spillet 45 minutter var stillingen 23-23. Men som anden halvleg skred frem, var det tydeligt, at spillerne fra Nors BK ikke havde kræfterne til at fortsætte, og de endte med at tabe halvlegen med 12 mål.

- Jeg synes, at resultattavlen lyver, og det er synd, at vi tabte så stort. Jeg tror, at hvis vi havde haft luft til at fortsætte spillet fra første halvleg, havde vi også vundet, siger Thomas Nielsen.

Kampfakta:

Håndbold, 3. Division

Elitesport Vendsyssel 2

Nors BK

36-28

Pausestilling: 14-18

Mål: Sune Brink (7), Kasper Gravesen (6), Thomas Juul (4), Dres Johansen (3), Lars Nielsen (3), Lasse Dieckmann (2), Thomas Nielsen (1), Laurits Jensen (1) og Morten Søndergaard (1)

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden