Nordjyder vandt drømmehus
Ida Holm og Mads Taiki Pedersen fra Thy sikrede sig hus til 2,6 mio. kroner i tv-dyst

Ida Holm og Mads Taiki Pederrsen, begge fra Thy, fortalte i begyndelsen af marts om deres arbejde for at realisere drømmen om deres eget hus. Onsdag gik den i opfyldelse, da de vandt tv-konkurrencen ”Nybyggerne” - og dermed deres eget drømmehus. Foto: Martin Damgård
THISTED:Ida Holm og Mads Taiki Pedersen, begge fraflyttede thyboer, får nu en gylden chance for at komme tilbage til det jyske efter de begge i en periode har boet i København i forbindelse med deres studier.
Det stod klart onsdag aften, da det blev afgjort, at Ida og Mads tog sejren i TV2-programmet ”Nybyggerne”, hvor gevinsten var et hus til en værdi af 2,6 millioner kroner. Parret har selv færdiggjort huset, som de overtog så en rå nybygning i september sidste år så det står præcis som de gerne vil have det.
Dommerne var de seere, der valgte vinderne i en sms-afstemning.
Mens de to sikrede sig både hus og have, måtte konkurrencens tre andre deltagende par nøjes med at fjerne deres personlige ejendele fra de huse, de havde opført under konkurrencen. Deres huse sættes til salg og indboet sælges ved et garagesalg.
Selv om de to fraflyttede thyboer nu er ejere af et hus i Jylland er det med adresse et stykke fra Thy.
Huset ligger i Dronningborg-bydelen i Randers, men da de to i september sidste år tog fat på at gøre et råhus til det hus, de helst ville have, var det med tanke for Thy, fortalte de til Thisted Dagblad, der i begyndelsen af marts skrev om parrets husdrømme og om konkurrencen for at realisere drømmene.
I haven omkring deres hus blev der nemlig plantet både marehalm, lyng og havtorn - og der blev lagt mange kubikmeter sand fra Thy ud for at give et autentisk indtryk af Nordvestjylland.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.