Derfor dropper nordjysk DF-profil sit kandidatur

Det skyldes helt personlige årsager, understreger politikeren fra Thy

Ib Poulsen blev i februar valgt som folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Thisted-kredsen. Nu har han besluttet sig for ikke at stille op alligevel. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Ib Poulsen blev i februar valgt som folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Thisted-kredsen. Nu har han besluttet sig for ikke at stille op alligevel. Arkivfoto: Bo Lehm

THY-MORS:Det bliver alligevel ikke muligt at sætte sit kryds ved Ib Poulsen, Dansk Folkeparti, ved det kommende folketingsvalg. Politikeren, der sidder i kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune, blev ellers valgt som partiets folketingskandidat i Thisted-kredsen ved et opstillingsmøde 21. februar, men nu har han besluttet sig for at trække sit kandidatur.

- Jeg har droppet det den her gang. Det er første gang siden 2005, jeg ikke står på stemmesedlen til Folketinget, siger han.

Ib Poulsen oplyser, at han tog beslutningen i weekenden. Herefter orienterede han blandt andet lokalformanden på Mors, kommunalbestyrelsesmedlem Meiner Nørgaard. Ib Poulsen er selv lokalformand i Thisted Kommune. Om årsagen til beslutningen siger han:

- Det er helt personlige årsager. Længere er den ikke.

Spiller det ind, at partiet står ret dårligt i meningsmålingerne, så du måske tænker, at det er spild af tid at stille op?

- Det tænker jeg ikke, det er, heller ikke for de andre, der stiller op. Lige nu står vi til fem mandater, og det femte mandat plejer at falde i Nordjylland.

Er der sket noget i forhold til din opbakning til den nuværende ledelse af partiet?

- Nej, der er ikke noget der. Det er af rent personlige årsager. Der er ikke andet i det. Jeg er stadig medlem af partiet. Politikken er jo den samme som i de sidste 10 år, og det er det vigtigste, siger han.

Ib Poulsen oplyser, at det nu er op til partiets ledelse at afgøre, om der skal findes en ny kandidat i Thisted-kredsen.

- Om de vil køre videre med de fire, der er tilbage i Nordjylland, eller om de vil finde nogle flere, det ved jeg ikke, siger han og tilføjer:

- Hvis man kan stole på De Radikale, så er valget tæt på, og så er det et spørgsmål, om man kan nå at finde en anden kandidat. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.