Norsk-dansk arkitektfirma skal bygge kunstmuseum i Nordjylland

Reiulf Ramstad Arkitekter har vundet konkurrencen om at ombygge Doverodde Købmandsgård til SMK Thy

Vinderprojektet for ombygningen i Doverodde - med ny modtagebygning. Illustration: Reiulf Ramstad Arkitekter

Vinderprojektet for ombygningen i Doverodde - med ny modtagebygning. Illustration: Reiulf Ramstad Arkitekter

Opdateret kl. 09:33 med flere oplysninger om finansiering af byggeprojektet og den fremtidige drift af SMK Thy.

DOVERODDE:Et norsk-dansk arkitektfirma, Reiulf Ramstad Arkitekter, får opgaven med at ombygge Doverodde Købmandsgård i Sydthy til at rumme en ny filial af Statens Museum for Kunst, SMK Thy.

Det oplyser det statslige museum, som sammen med Thisted Kommune har udpeget vinderen af en arkitektkonkurrence for det godt 50 mio. kr. dyre ombygningsprojekt.

Reiulf Ramstad Arkitekter har ifølge en pressemeddelelse fra SMK præsenteret et projekt, der "med få, men præcise greb iscenesætter de karakteristiske, eksisterende bygninger og gør hele området til kulturens rum med tilføjelser som en ny ankomstbygning og nye indgangspartier".

Udover at danne rammerne for SMK Thy skal købmandsgården fortsat huse Thisted Kommunes natur- og friluftsvejledning. Med det nye byggeprojekt styrkes samspillet mellem de to institutioner, og der etableres et særligt område med blandt andet kajakhus, foreningslokale og serviceværksted.

Udstillingsbygningen, set fra købmandsgårdens gård. Illustration: Reiulf Ramstad Arkitekter.

Udstillingsbygningen, set fra købmandsgårdens gård. Illustration: Reiulf Ramstad Arkitekter.

- Naturen og kunsten kommer til at mødes i Doverodde, hvilket giver spændende nye muligheder. Samspillet mellem stedets natur- og friluftsformidling og den kunstfaglige udstillingspraksis er et nyt samarbejde med et stort potentiale – og jeg er stolt af, at det er her i Thisted Kommune, dette møde nu for alvor kommer til at udfolde sig i spændende nye rammer, siger Thisteds kommende borgmester, Niels Jørgen Pedersen (V) ifølge pressemeddelelsen.

Niels Jørgen Pedersen er indtil nytår formand for kommunens erhvervs-, arbejdsmarkeds- og kulturudvalg og har som sådan været med til at vælge vinderprojektet.

Et af de kommende udstillingsrum i SMK Thy. Illustration: Reiulf Ramstad Arkitekter.

Et af de kommende udstillingsrum i SMK Thy. Illustration: Reiulf Ramstad Arkitekter.

Ifølge Mikkel Bogh, direktør for SMK Thy, giver vinderprojektet "en æstetisk og funktionsmæssigt yderst tilfredsstillende løsning" på ombygning af det gamle pakhus på købmandsgården og opførelsen af en ny modtagebygning:

- Projektet indfrier til fulde vores forventninger til en moderne, imødekommende og fleksibel udstillingsbygning. Her bliver rammen sat for forskelligartede udstillinger, og her bliver, ikke mindst, plads til, at besøgende i alle aldersgrupper kan udfolde sig og hente inspiration, der hvor kunst og natur mødes, siger Mikkel Bogh.

A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 37,5 mio. kr. til projektet, mens Thisted Kommune bidrager med 14,8 mio. kr. Også Færch Fonden har støttet projektet, og den fremtidige drift af SMK Thy er netop blevet sikret med finanslovsbevillinger på 1,6 mio. kr. i 2022, 1,8 mio. i 2023, 4,0 mio. i 2024 og 3,7 mio. kr. årligt fra 2025.

Byggeriet ventes at gå i gang i 2023, og planen er, at det nye SMK Thy skal være klar til åbning i foråret 2024.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden