Nu jagter drengene kærligheden i bedste sendetid

Fra 6. januar kan man følge singlefyrene fra Thy og Mors i deres søgen efter den eneste ene i datingprogram

Fra venstre er det Mathias Hangaard fra Nors, Christian Svaneborg fra Vils, Jonas Larsen fra Vester Vandet og Peder Damborg fra Lemvig. De jagter alle fire kærligheden i den nye sæson af "Kærlighed hvor kragerne vender", som snart løber over skærmen. Foto: Anders Brohus/TV 2

Fra venstre er det Mathias Hangaard fra Nors, Christian Svaneborg fra Vils, Jonas Larsen fra Vester Vandet og Peder Damborg fra Lemvig. De jagter alle fire kærligheden i den nye sæson af "Kærlighed hvor kragerne vender", som snart løber over skærmen. Foto: Anders Brohus/TV 2

THY-MORS:Da casteren Marie-Louise Magnussen fra produktionsselskabet Blu i sommer var rundt på researchtur i Thy og på Mors i forbindelse med en ny sæson af TV 2's datingprogram "Kærlighed hvor kragerne vender", lagde hun ikke skjul på, at hun håbede at finde singlefyre, der var klar på at medvirke, fra netop det område.

- Hvis den helt rigtige er fra Løgstør, kommer han selvfølgelig med i overvejelserne, men det er helt sikkert, at vi skal have omgivelserne fra Thy og Mors med, for vi er blæst bagover af, hvor smukt og fantastisk her er, udtalte Marie-Louise Magnussen.

Og når det første af i alt ti programmer af den nye sæson ruller over skærmen 6. januar, er det da også Thy, som danner rammen om programmet, hvor de fire ungkarle fra Thy, Mors og Lemvig går ind i jagten på den eneste ene, fremgår det af en pressemeddelelse fra TV 2.

- De fire nordvestjyder Mathias, Jonas, Christian og Peder har forgæves søgt efter kærligheden i deres landsbyer. Her flytter hovedparten af pigerne til storbyen, og det gør jagten på kærligheden svær. Når bypigerne kommer til Thy, skal fyrene sørge for at give et godt indtryk med deres salgstaler om dem selv og deres landsbyer og efterfølgende skrue charmen på, når der skal speeddates, lyder det i pressemeddelelsen.

NORDJYSKE mødte i sommer inden optagelserne 34-årige Mathias Hangaard fra Nors og 27-årige Christian Svaneborg fra Vils, der er to af de medvirkende singlefyre.

NORDJYSKE mødte Christian Svaneborg (tv) og Mathias Hangaard inden optagelserne, og de var begge meget spændte. Arkivfoto: Martin Damgård

NORDJYSKE mødte Christian Svaneborg (tv) og Mathias Hangaard inden optagelserne, og de var begge meget spændte. Arkivfoto: Martin Damgård

- Jeg vil gerne have en at komme hjem til og dele min hverdag med. Den der tosomhed vægter stort ved mig. Og skal man stifte familie, er det ved at være tiden, inden jeg bliver for gammel. Man ser jo også, hvor langt kammeraterne er i deres forløb, fortalte Mathias Hangaard dengang.

Christian Svaneborg håber at finde en kvinde, der er naturlig og nede på jorden.

- Jeg synes sommetider, jeg mangler en at snakke med, hvis man eksempelvis har haft en dårlig dag, sagde han til NORDJYSKE.

Også 25-årige Jonas Larsen fra Vester Vandet og 37-årige Peder Damborg fra Lemvig kan man følge i datingprogrammet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.