Nationalmuseet sender vildt fund hjem til Thy: Det er på højde med Solvognen
Thy får nogle af Danmarkshistoriens vigtigste genstande med langtidsudlånet af bl.a. Kallerupfundet
Opdateret kl. 17:59
THISTED: 293 museumsgenstande er på vej fra Nationalmuseet til det nye Thisted Museum, som 24. juni åbner for offentligheden i tre ombyggede ejendomme i Jernbanegade.
Blandt disse langtidsudlån af danefæ er der ét, som i særlig grad stikker ud: Nemlig Kallerupfundet, der i 2019 dukkede op, da en amatørarkæolog gik med sin metaldetektor på en mark ved Kallerup i Midtthy.
Fundet består af fire kultiske figurer fra bronzealderen, som er enestående både i dansk og international sammenhæng - og som, siden det blev fundet, har været blandt andet en tur på British Museum i London.
- Thy får nogle af Danmarkshistoriens vigtigste genstande, som nu kan udstilles i det område, hvor de er fundet. Og Kallerupfundet er et bronzefund på højde med Solvognen, siger Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet, ifølge en pressemeddelelse.
En af de andre genstande, som nu får plads i det nye Thisted Museum, hører helt bogstaveligt til i den tunge ende: Nemlig den 675 kilo tunge runesten fra Ydby i Sydthy, som i 2015 dukkede op ved en gård i nabolandsbyen Boddum - efter at den havde været forsvundet i et par hundrede år.
Desuden låner museet blandt andet hals- og armringe i guld, ravsmykker og genstande fra en jernalder-krigergrav. Samt en grydeske, ligeledes fra jernalderen.
- Det er skelsættende, at de mange unikke genstande kan udstilles på Thisted Museum og dermed indgå i den kontekst, de i sin tid var en del af. Og vi har haft et rigtig godt samarbejde med Nationalmuseet om lånet, siger Jytte Nielsen, leder af Museum Thy, som Thisted Museum er en del af.
Lånet skal fornys hvert femte år, men genstandene forventes at kunne blive i Thisted i mange år. Langtidsudlån er en del af Nationalmuseets ambition om at styrke samarbejdet med landets kulturhistoriske museer og få flere genstande udstillet lokalt – enten via udlån eller permanent ejerskifte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.