Nu skal havnen være helt grøn: Hanstholm som Europas første CO2-neutrale fiskerihavn

Hensigtserklæring om etablering af Power-to-X anlæg til produktion af e-metanol og brint skal medvirke til at kickstarte grøn energirevolution på havnen

Etablering af et Power-to-X anlæg skal kickstarte en grøn energirevolution på Hanstholm havn

Etablering af et Power-to-X anlæg skal kickstarte en grøn energirevolution på Hanstholm havn

HANSTHOLM:Hanstholm Havn har taget første skridt hen imod at blive Europas første CO2-neutrale fiskerihavn.

Det sker med en hensigtserklæring, som Hanstholm Havn har underskrevet med den danske udvikler af vedvarende energi, European Energy. Firmaet ønsker udover sol- og vindenergianlæg også at etablere et Power-to-X-anlæg til produktion af e-metanol og brint på Hanstholm Havn, fremgår det af en pressemeddelelse fra Hanstholm Havn.

Det vil give rig aktivitet på det 130.000 kvadratmeter store baglandsareal, som havnen har fået efter den seneste udvidelse. Målet er at omdanne størstedelen af det store areal til et lokalt energifællesskab med navnet ”Hanstholm Energifællesskab A/S”. Det skal være rammen om en bred vifte af grøn energiproduktion på Hanstholm Havn.

Sigter mod et partnerskab

Hanstholm Havn har over den senere tid været i dialog med den danske udvikler af vedvarende energi European Energy om muligheden for at indgå i et partnerskab, som skal danne grundlag for et energifællesskab på havnen. Nu har fælles ambitioner banet vejen for indgåelse af en hensigtserklæring med sigte mod et partnerskab. Det er en stor mulighed for Hanstholm Havn, som med realisering af energifællesskabet ikke alene vil tiltrække store investeringer og skabe liv på havnens nye baglandsareal, men også skabe et energifællesskab, der er det første af sin slags på en dansk fiskerihavn.

Grøn og CO2-neutral havn

Målet med hensigtserklæringen er at bane vejen for, at Hanstholm Havn bliver Europas grønneste og første CO2-neutrale fiskerihavn. Projektet sætter fuldt fokus på Power-to-X via en stærk havnesymbiose, hvor genanvendelse af restprodukter fra lokal industri bliver til vedvarende energi.

- Med udvidelsen af Hanstholm Havn har vi fået den rette kapacitet til at kickstarte et energieventyr, som kan understøtte grøn omstilling, tiltrække milliardinvesteringer fra grønne industrier og skabe ekstra arbejde til blandt andre de mange lokale servicevirksomheder på Hanstholm Havn og entreprenører i hele Thisted Kommune. Dermed vil vi vise, hvordan en fiskerihavn også kan være en energihavn og skabe stærk synergi mellem fiskeriindustri og grøn energi, fortæller havnedirektør Nils Skeby i pressemeddelelsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden