Nu spiller skolebørn 500 med de gamle

En medarbejder i Rolighedsklassen og en sosu-assistent på Vibedal fik en lys idé - nu er en gruppe skolebørn blevet besøgsvenner for de ældre

Det er her på Vibedal Plejecenter, hvor eleverne fra Rolighedsklassen er blevet besøgsvenner.
Det er her på Vibedal Plejecenter, hvor eleverne fra Rolighedsklassen er blevet besøgsvenner. Arkivfoto: Peter Mørk

THISTED: Martin og Sandra Birch Noß er ansat som henholdsvis pædagogisk assistent i en specialklasse på Rolighedsskolen og som social- og sundhedsassistent på Vibedal Plejecenter.

- Vi taler ofte sammen om de forskellige udfordringer vi møder, på henholdsvis hendes og min arbejdsplads, fortæller Martin Birch Noß.

Det var i løbet af én af de mange daglige snakke, at en idé begyndte at spire frem.

- Vi blev enige om, at de unge som jeg arbejder med, lige så vel som de ældre, Sandra arbejder med, kunne have glæde af at møde hinanden og få indsigt i de forskellige hverdage, som de ældre og børnene kan have, uddyber han.

Heldigvis var ledelsen på de to institutioner også med på ideen, og børnene og de ældre har indtil videre mødtes to gange til hyggeligt samvær, fortæller Martin Birch Noß. Men det er ikke bare sjov og ballade det hele:

- For de unge mennesker i Rolighedsklassen, som er en specialklasse for børn i 7.-10. klassetrin, er hovedmålet for vores besøg at lære om livet på et plejecenter, både som ansat og beboer, siger han og fortsætter:

- Vi har også tidligere været i brobygningsmoduler, hvor vi, som et led i at gøre de unge mennesker bevidste om voksenlivet og hvad det tilbyder, besøger mange forskellige arbejdspladser og uddannelser. Det kunne for eksempel være hos en automekaniker, eller som i det her tilfælde på et plejecenter.

De ældre og skolebørnene spiller blandt andet 500. Arkivfoto

Første besøg startede med en rundvisning på Vibedal, og derefter var der linet et tætpakket program med aktiviteter op, så de to grupper kunne blive rystet sammen.

 - Nogle spillede air hockey, og børnene fik kamp til stregen af en ældre herre i kørestol. Andre spillede kortspil, blandt andet 500. Nogle ville snyde, andre ville bestemt ikke, siger Martin Birch Noß.

- Der var smil og glæde hele vejen rundt. Det var super givende og lærerigt at , og de fleste var 100 procent engagerede. Nogle lavede også puslespil, og et par enkelte have det fint med at "bare" at kigge på, fortsætter han.

Det første besøg varede omkring halvanden time, inden det var blevet tid til beboernes frokost. Martin Birch Noß tvivler ikke med at kalde arrangementet for en succes:

- Der kom mange gode små snakke ud af samværet, og i vores egen evaluering var der kun positive emner at tale om. Fra beboernes vinkel hører jeg også kun positive tilbagemeldinger. De var trætte efter vi havde været der, men også glade. Nogle spurgte endda, hvornår vi kom igen, siger han.

At lade mennesker mødes på tværs af generationer i uformelle rammer kan være med til at give nogle stærke relationer, men det kan samtidig udvide horisonten for begge parter:

- Målet for de ældre har til dels været socialt samvær med børn og unge mennesker. Det har givet dem noget mere indhold i deres hverdag, og undervejs har de haft mulighed for at dele fortællinger og historier om deres eget liv, siger han og tilføjer:

- Samtidig har de fået indsigt i, hvordan børn også kan gå i skole og trives med det, selvom de har nogle udfordringer i rygsækken.

Besøget blev så stor en succes, at et genbesøg straks blev planlagt. Således var skolebørnene fredag 1. april atter på besøg på Vibedal, hvor der igen skulle hygges med spil - og selvfølgelig klippes gækkebreve, nu hvor påsken står for døren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden