Ny art er fundet i Limfjorden - og den vil ændre fjorden fuldstændig
Penselklippekrabben og en artsfælle, der er på vej, er et forvarsel om, at Limfjorden kan blive et ”stillehavsøstershabitat”
Opdateret kl. 19:38
Den stærkt invasive penselklippekrabbe var indtil i sommer kun observeret en enkelt gang i Limfjorden - ved én krabbe i Nissum Bredning ved Lemvig ifølge Naturbasen.dk.
Men i juni fandt forskere fra DTU Aqua 15 voksne individer i Klosterbugten ved Nykøbing Mors, herunder tre hunner, der bar æg.
Det skriver DTU Aqua på deres hjemmeside.
Indsamlingen varede kun cirka 20 minutter og i en ganske lille del af bugten. Dette får DTU Aqua til at fastslå, at arten nu sandsynligvis har etableret sig med en stabil, reproducerende bestand langs hele Limfjorden.
- Penselklippekrabben er en lille krabbe. Dens skjold bliver op til ca. 3 cm og er næsten kvadratisk.
- Farven er brunlig til grønlig.
- Kendetegn er desuden, at kanten under hvert øje er delt i tre.
- Hannerne har behåring på kløerne.
- Den kommer ofte til nye områder samtidig med en anden, men lidt større invasiv krabbe, den asiatiske strandkrabbe.
- Begge krabber trives i tidevandszonen, hvor de skjuler sig under sten, døde musling- og østersskaller o.l.
Asiatisk invasion
Et bekymrende aspekt ved den nye indbygger i Limfjorden er, at når penselklippekrabben kommer til et område, så går der normalt ikke længe, inden den lidt større - og også invasive - krabbe, den asiatiske strandkrabbe (Hemigrapsus sanguineus), følger efter.
Den asiatiske strandkrabbe er ikke set i Limfjorden, men det er formodentlig kun et spørgsmål om tid, skriver DTU Aqua.
Strandkrabben bliver 4,5 cm i skjoldbredde og foretrækker samme levesteder som penselklippekrabben.
Et yndet levested for de to krabber er rev, der er skabt af den invasive stillehavsøsters (Magallana gigas).
Allerede nu er dele af sandkystsområder i Limfjorden omdannet til massive østersrev af stillehavsøstersen, og det vil fortsætte med uformindsket styrke – nu også med deltagelse af de to krabber.
Det forudser DTU Aqua, medmindre der gøres drastiske tiltag for fysisk at fjerne stillehavsøstersrevene, skriver forskerne.
Ukendte konsekvenser
Stillehavsøsters og de to asiatiske krabbearter har været i Vadehavet i flere år.
Penselklippekrabben blev første gang observeret i Danmark tilbage i 2011 ved Rømø.
Siden er den fundet langs vestkysten.
I Vadehavet har man oplevet, at det nye ”stillehavsøstershabitat” med hård bund fungerer som levested for eksempelvis den fritlevende børsteorm, grov skælryg og søpunge. Derimod mister oprindelige lokale dyr, der holder af den bløde bund deres levested. Det gælder eksempelvis sandorm og hjertemusling.
Det er uvist, hvilke længerevarende konsekvenser ændringen fra blød til hård bund vil få for balancen og artssammensætningen i de områder, hvor stillehavsøsters og invasive krabber slår sig ned.
Miljøstyrelsen har tidligere meldt ud, at undersøgelser viser, at krabberne fra Asien er mere aggressive end danske krabber, og derfor vinder de ofte i kampen om føde. Dermed fortrænges de danske krabber og svinder i antal.
Det gør du, hvis du ser en krabbe
Hvis man ser penselklippekrabben eller den asiatiske strandkrabbe ved Limfjorden, vil DTU Aqua rigtig gerne høre om det, og derfor opfordrer de til, at man kontakter Kathrine Habekost Hansen eller Henrik Glenner.
Og man bør være opmærksom på; Hvor man så krabben/krabberne? Hvor mange krabber var der? Hvilket køn var krabben? Var der nogen af krabberne, som bar æg?
Man må gerne tage billeder og sende til forskerne, hvis man ser en eller flere krabber.
Invasive arter kan også anmeldes på hjemmesiden Du kan også give besked til myndighederne via hjemmesiden arter.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.