Ny bogbus: Kommunen vælger en brugtvognsløsning
Thisted Kommune køber brugt bogbus for 250.000 kr.
THY: Den nuværende bogbus i Thisted Kommune er fra 1995 og moden til at blive sendt på pension.
Men i stedet for at bruge et større millionbeløb til en ny bogbus har Thisted Kommune fundet en brugt af slagsen i Esbjerg. Denne bogbus fra 2011 kan erhverves for 250.000 kr. - et køb, som nu blevet godkendt af kommunens social-, kultur- og fritidsudvalg.
- Vi ville gerne have haft en ny bus. Men når vi kan få en, der er nyere end den vi har, giver det rigtig god mening, siger Torben Overgaard (K), formand for social-, kultur og fritidsudvalget - der behandlede sagen første gang inden efterårets budgetforelig. Derfor er der afsat penge til købet i budgettet for 2023.
Allerede tilbage i 2020 havde kommunen køb af en erstatning for den nuværende bogbus på dagsordenen. Dengang havde man kig på en lastbil, der ligesom en bus ville kunne indrettes til et rullende bibliotek med vindue, udsmykning og kørestolslift.
Denne lastbilløsning blev vurderet til at koste 2,9 mio. kr., hvilket er væsentligt under prisen for en ny bogbus. Kørestolslift bliver der ikke i den nye, brugte bogbus. Med med en rampe vil bogbussen dog blive mere handicapvenlig end den nuværende.
Der bliver heller ikke tale om omstilling til klimavenlig bogbusdrift, sådan som der ville være mulighed for med en lastbil med hybridmotor. Et partikelfilter skulle dog gøre den nye bogbus mindre forurenende end den gamle.
Bussen har ovenlysvinduer og et børne- og legeområde i den bagerste del. Den har et stort, åbent rum til udlånsfaciliteter, som også kan bruges til andre formål. Og en udendørs markise giver mulighed for aktiviteter foran bussen.
Kommunen vurderer, at den nyindkøbte bus vil have en levetid på 10-15 år. Bogbussen kommer i drift efter årsskiftet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.