Ny Rema 1000 bøvler med tilkørselsforhold: Kommunens beslutning bliver knald eller fald
Et mangeårigt ønske fra borgerne om at få en dagligvarebutik til byen kommer til at stå eller falde med kommunens afgørelse om tilkørselsforhold

Det bliver på hjørnegrunden her, mellem Vilsundvej og Åsvej, at den nye butik skal opføres. Arkivoto: Bo Lehm
VILSUND:I arbejdet med at opføre en 1200 kvm stor Rema 1000 i Vilsund er bygherren stødt på udfordringer.
Det drejer sig helt specifikt om tilkørselsforholdene til grunden, der grænser op til Hovedvej 26/Vilsundvej på den ene side og Åsvej på den anden side.
Morten Abildgaard, bestyrelsesformand i ejendomsudviklingsselskabet Abildo, der står for at opføre butikken, fortæller, at der allerede har været flere muligheder oppe at vende.
- Vi har lavet en aftale med Rema 1000, og de vil rigtig gerne til Vilsund, fastslår han og fortsætter:
- Siden efteråret har vi arbejdet hårdt på at få etableret den rigtige trafikale løsning. Vi har forsøgt os med en plan, der omfattede tilførsel fra Vilsundvej, og en anden løsning, der omfattede tilkørsel fra rundkørslen, men det har Vejdirektoratet i begge tilfælde afvist.
Sidste mulighed er dermed en tilkørsel fra Åsvej.
- Vi har arbejdet på at få det lavet så godt og trafiksikkert som muligt. Men jeg må sige, det er ”det muliges kunst”, siger Morten Abildgaard.
Udfordringen her består i, at tilkørslen går ind over cykelsti og fortorv, hvor der dagen igennem vil være en del bløde trafikanter, som der skal tages hensyn til.
- Derudover er vi tæt på rundkørslen, så vi skal tage hensyn til, hvordan vi gør det trafiksikkert, men samtidig skal trafikken afvikles så effektivt som muligt.
Da Åsvej er en kommunal vej, bliver det op til Thisted Kommune at gennemse og godkende det forslag, som Abildo har udarbejdet med hjælp fra eksperter på området. Det arbejde foregår netop i disse dage.
- Det her handler om at finde et kompromis, som de fleste kan være i. For hvis ikke, vi kan få lov til at bruge den nuværende adgang, så kan man de facto ikke bruge ejendommen, og så kan vi ikke gennemføre det.
Forslaget skal dog også have grønt lys af politiet og Vejdirektoratet, og Morten Abildgaard håber meget på en snarlig løsning:
- Jeg har hørt fra flere borgere i Vilsund, hvor meget de glæder sig over, at der kommer en butik til byen. Der sker meget udvikling i Vilsund lige nu, som også bygger på, at butikken kommer, siger bestyrelsesformanden.
Går alt efter planen, er der byggestart omkring 1. maj.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.