Nye arbejdspladser: Genbrugsfirma på vej til Mors
Viking Recycling på vej ind på Præstbrovej, men det kræver ny lokalplan, som politikerne gerne vil lave
Opdateret 27. november 2019 kl. 10:42
TØDSØ: En ny genbrugsvirksomhed er på vej til Mors. Viking Recycling A/S ønsker at etablere sig på en 6,3 hektar stor grund på Præstbrovej i Tødsø over for Morsø Foodpark. Reelt er der tale om et datterselskab af Danmarks største nedbrydnings- og genbrugsfirma Kingo Karlsen A/S med hovedsæde i Silkeborg.
Mere præcist er Viking Recycling datterselskab af Kingo Recycling, der blev udskilt af koncernen i 2018 med forarbejdning og rensning af genbrugte byggematerialer og råstoffer som sit speciale. Hertil kommer, at Viking er 50 procent ejet af Vilsund Shells, der på samme grund har et tørreri af muslingeskaller.
- Vi fik sidste år en miljøgodkendelse til termisk behandling af sand på Præstbrovej. Nu vil vi samme sted etablere en plads, hvor vi kan modtage byggematerialer til knusning og oplagring. Det agter vi at gå i gang med at etablere, så snart vi får de fornødne tilladelser fra kommunen, siger Allan Leth, der er administrerende direktør i Viking Recycling A/S.
Arbejdspladser på sigt
Endnu er der ikke noget at se, og direktøren og hans medarbejdere har ikke noget kontor Mors, men sidder i Silkeborg.
- Men vi skal i gang, også for at betjene de kunder, vi har i området. Vi er godt klar over, at der er et par betydelige konkurrenter i Nykøbing, som i nogen grad laver det samme, men vi vurderer, at der plads til os. Der vil også være lokale arbejdspladser i det, men jeg kan ikke sige, hvor mange på nuværende tidspunkt, siger Allan Leth.
Ny lokalplan
Men der er en hurdle, som skal på plads inden. Udvalg for teknik og miljø afslog forleden virksomhedens ansøgning om at etablere terrænregulering og høje støjvolde på Præstbrovej.
- Det ville være en voldsom ændring af den eksisterende lokalplan. Hvis vi gav en dispensation, og den blev påklaget, ville vi tabe sagen. Derfor vil vi hellere lave en ny lokalplan for denne del af Præstbrovej, siger udvalgsformand Meiner Nørgaard (DF).
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.