boligbyggeri

Nyt byggeri nær hav og havn: Boliger på historisk grund

I efteråret 2001 blev den sidste af de tre gamle tyske barakker på Hanstedgaard-grunden revet ned - nu er Thisted bolig klar til at bygge den nye Hanstedgård, 20 boliger og et fælleshus

Thisted Bolig er klar til at bygge 20 boliger på "Hanstedgård-grunden" i Hanstholm. Beliggenheden kan ikke være bedre, siger direktør Chano Sauer, tv., og Lilly Thorsen og Thorkil Olesen, hhv. formand og næstformand i Thisted Bolig.
Thisted Bolig er klar til at bygge 20 boliger på "Hanstedgård-grunden" i Hanstholm. Beliggenheden kan ikke være bedre, siger direktør Chano Sauer, tv., og Lilly Thorsen og Thorkil Olesen, hhv. formand og næstformand i Thisted Bolig. Foto: Jens Fogh-Andersen

HANSTHOLM: Til august tages det første spadestik til Thisted Boligs nye byggeri på Hanstedgård-grunden i Hanstholm. Den nye bebyggelse på den 8546 kvadratmeter store grund får navnet "Hanstedgård", og kommer til at bestå af 20 boliger, fem på 110 kvadratmeter, 12 på 90 kvadratmeter og tre med et boligareal på 80 kvadratmeter. Desuden opføres et fælleshus med gæstehus.

Byggeprisen bliver på 43,945 mio. kroner i følge sagsfremstillingen til mødet i Thisted Kommunes udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik i uge 24. Her skal der tages stilling til det endelig budget for byggeriet, hvor kommunen giver et kapitalindskud på 4,395 mio. kroner og en kommunal garantistillelse på 26,552 mio. kroner.

- Vi har fået lov til at kalde den nye bebyggelse Hanstedgård, siger Lilly Thorsen, formand for bestyrelsen i Thisted Bolig. Det sker med tanke for, at navnet signalerer bebyggelsens tilhørsforhold til nutidens Hanstholm - og er helt uden tanke for den tidligere bebyggelse på grunden.

Sådan skal Thisted Boligs nye bebyggelse i Hanstholm, Hanstedgård, udformes. Illustration: Rødbro Arkitekter

Under krigen opførte tyskerne tre barakker på grunden. De var hovedkvarter for en artillerigruppe med ansvar for alt artilleri på kysten mellem Agger og Bulbjerg. Den nordligste af de tre barakker blev nedrevet kort efter krigen, den sydlige i 1990'erne. Den sidste barak i den daværende "Hanstedgaard", den vestlige, stod frem til efteråret 2001.

Henvendelse med effekt

- Uden en konkret henvendelse fra en gruppe borgere tilbage i 2021 havde vi næppe stået, hvor vi står i dag. Vi har i forvejen en hel del boliger i Hanstholm og havde ikke tænkt, vi skulle have flere, siger direktør Chano Sauer, Thisted Bolig.

- Men henvendelsen fik ostil at se nogle perspektiver. Kystbyerne Vorupør og Klitmøller vækster - og Hanstholm er også en kystby med mulighed for vækst. Samtidig er her en stor gruppe ældre mennesker, som bor i eget hus, men som gerne vil i noget mindre - og det kunne være her, forklarer Thorkil Olesen, næstformand i Thisted Bolig.

Lilly Thorsen og Thorkil Olesen skridter grunden af. Beliggenheden og udformningen af de nye boliger gør bebyggelse attraktiv for både tilflyttere og for lokale "omflyttere".  Foto: Jens Fogh-Andersen

- Men vores Hanstedgård er ikke tænkt som ældreboliger. Det skal være et godt sted at bo. Uanset alder, så vi skal have en blandet beboergruppe. Byggeriet er et tilbud både til nuværende holmboer, som vil blive i byen, men have en mindre boliger, og det skal være et tilbud til tilflyttere, siger Lilly Thorsen.

Den nye bebyggelse får samme udformning som boligerne på Salvievej i Thisteds østby, Thisted Boligs seneste nybyggeri, hvor boligerne var udlejet, allerede inden byggeriet stod færdigt.

- Erfaringerne fra Salviehusene er gode, så bortset fra fælleshuset, er det den bebyggelse, vi flytter til Hanstholm, siger Chano Sauer.

- Lige nu bygger vi typehuse..., tilføjer Thorkil Olesen.

Bosætningsbølge ruller

De tre understreger, at Thisted Bolig tror på projektet og på, at det kan bidrage til at understøtte vækst og udvikling i Hanstholm.

- Vi har set en bosætningsbølge i kystbyerne, som er rullet fra Klitmøller til Vorupør. Nu tyder meget på, at bølgen ruller videre mod Hanstholm. Her er alle de faciliteter, der efterspørges og gør byen attraktiv, siger Chano Sauer.

- Hanstholm rummer nogle kvaliteter. Den ligger kyst- og naturnært og har sin egen autensitet. I takt med at her kommer nye aktiviteter og ny tilflytning, vil vi se nogle ændringer i området. Ligesom det er sket i Klitmøller, siger Thorkil Olesen.

 Thisted Bolig har i dag 128 boliger i Hanstholm, fremgår det af selskabets hjemmeside. Blandt dem 10 ungdoms- eller studieboliger på Bådsgårdsvej og tre ældreboliger på Centervej. Herudover har selskabet boliger på Kromarken, Bygmarken og Birkevænget.

- De er forståeligt, hvis nogen spørger, om vi bygger for meget. Men vi har ikke problemer med at finde lejere.  I 2022 havde vi den laveste "tomgang" i de seneste 10 år, siger Lilly Thorsen om antallet af ubesatte lejemål, som sidste år kostede selskabet 250.000 kroner i manglende lejeindtægter.

Mere på vej

Thisted Bolig har 1300 boliger, og det tal vokser i takt med at planlagte byggerier realiseres.

- Men der er nogle af vores nuværende boliger, også i Hanstholm, som ikke er attraktive med deres nuværende udformning. Dem kommer vi til at se på, siger Shano Sauer.

Thisted Boligs byggeplaner omfatter byggeri af 12 almene familieboliger på Lervej i Vorupør samt 11 almene familieboliger på Kirkebyvej i Nors. Begge projekter med en anlægspris på omkring 20 mio. kroner. Desuden har selskabet netop offentliggjort en plan om at bygge 20 nye boliger på Simon Bakke i Thisted. Her er anlægsprisen omkring 40 mio. kroner.

- Vi kan løfte projekterne, og med de nye byggerier rammer vi dels en ny beboergrupper, dels realiserer vi nogle byggerier, som er i tråd med tidens krav, siger Chano Sauer.

Han forventer, at der holdes licitation på byggerierne i Vorupør og Nors til september, og at byggerierne her kan starte primo 2024.

- I Vorupør skal byggeriet imødekomme manglen på lejeboliger både til enlige, til det ældre par og til den unge familie. Her - og i Nors - udformes byggerierne også med tanke for at imødekomme flere brugergruppers behov, siger Chano Sauer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden