Ølbrygning

Fra USA til Nordjylland: Øl-glade Marika vil altid huske denne duft

Naturen er leveringsdygtig i et væld af planter, der kan brygges øl på. Det gør en amerikansk brygger fra Illinois - nu har hun besøgt Thy for at se, hvordan en bestemt plante kan give et godt bryg

Den krydrede duft er en af de ting, Marika Josephson altid vil huske Thy for.
Den krydrede duft er en af de ting, Marika Josephson altid vil huske Thy for. Foto: Jens Fogh-Andersen

Opdateret kl. 16:52

Luften er lun og dufter krydret af porse og sødt af blomstrende hedelyng. Under de lave fyrretræer i Tvorup Plantage, helt ude på kanten til Ålvand Klithede, lyser kantarellerne gult i skovbunden.

Normalt er det et stille sted, men lokaliteten er for andet år i træk mål for Thisted Bryghus porseplukning, hvor frivillige samler porseblade til det kommende års produktion af bryghusets Porse Guld - og mere end 100 plukkere skaber anderledes liv i skovbunden end normalt for en dag i sidste halvdel af august. 

310 kilo af de grønne blade med krydret duft blev håndplukket i løbet af dette års to høstdage.

Spandene med porse tømmes og Jens Munk, th., vejer indholdet. Resultatet af to dages plukning blev 310 kilo. Foto: Jens Fogh-Andersen

Nogle plukkere var rejst langt for at være med. En af dem, Marika Josephson, havde taget turen fra Ava, en flække med 700 indbyggere i staten Illinois, USA. Her driver hun sammen med kompagnonen Aron Kleidon gårdbryggeriet Scratch Brewing Company. Det ligger midt i naturen tæt på Shawnee National Forrest.

Det er et mikrobryggeri, men også et eksempel på, at det ikke er bryggeriets størrelse, men kvaliteten og originaliteten af det øl, der brygges, som gør det synligt. I hvert fald har bryggeriet en høj stjerne blandt ølkendere i USA. Og andre med næse for godt øl.

Med sig ud i det porseduftende landskab havde Marika Josephson den tyske øljournalist Sylvia Kopp fra Berlin. Hun ved en masse om øl og humle og om Scratch Brewing Company. Hun mødte bryghuset på en amerikansk ølfestival som et blandt mange. Og var solgt.

- Scratch er lille af størrelse, men stor af formåen og brygger øl, der afspejler årstider, natur og omgivelser. Man fornemmer, at der brygges både med tanke og sjæl, siger Sylvia Kopp, som tog turen til Thy for at møde Marika Josephson, men også for at opleve en tur ud i porseland.

Marika Josephson traf Thisted Bryghus for nogle år siden på en ølfestival i Belgien, og når hun er rejst over Atlanten, fra en nationalpark til en anden, er der et et andet formål end blot et bryghusbesøg.

Marika Josephson brygger øl på planter fra den natur, der omgiver hendes bryggeri. Thisted bryghus gør noget af det samme, og så var det naturligt at lægge vejen forbi og se, hvordan det sker. Foto: Jens Fogh-Andersen

- Jeg brygger øl på planter, urter, blade og også bark fra den natur, vi har lige udenfor bryghuset. Jeg hørte, at Thisted Bryghus, som er stort i forhold til mit bryggeri, gør noget af det samme og ville se hvordan og lære noget om processerne her, siger Marika Josephson, som efter besøget i Thy altid vil huske egnen for en ting. Duften af porse.

- Vi har ikke porse, men vi har kantareller, fortæller Marika Josephson. Da hun lidt op ad formiddagen smider jakken, afslører hun en t-shirt påtrykt navnet Scratch Brewing Company - og et billede af en kantarel.

- Kantareller er ingrediensen i en af vores øl. Jeg laver ikke standard-øl, og har heller ikke et "flagskib". Men måske kan det blive kantarel-øllen. Jeg brygger på det, der er sæson for, når øllet laves, fortæller hun og giver dermed også begrundelsen for, at kunderne langt hen ad vejen er folk med et særligt forhold til øl. Produkterne skifter med årstiderne.

Den krydrede duft af porse er en af de ting, Marika Josephson altid vil huske Thy for. Foto: Jens Fogh-Andersen

Scratch Brewing Company startede for en halv snes år siden. På et tidspunkt, hvor flere og flere ølkendere ville prøve noget nyt.

- Jeg startede helt fra bunden. Deraf navnet "Scratch". Der var ingen opskriftsbog, så det handlede om at prøve sig frem, siger Marika Josephson, der har en ph.d i filosofi og fattede interesse for øl i sin fars hjemmebryggeri i Californien.

I dag er hun medforfatter til bogen "The Homebrewer's Almanac". En bestseller i genren. Bogen beskriver, hvilke planter der gør sig godt i øl - og hvordan øllet brygges.

Men har en berømmet brygger fra Illinois selv en favoritøl - eller flere? Jo da, siger Marika Josephson.

- Limfjords Porteren er blandt mine favoritter, siger hun på en dag, hvor det handler om porse mere end om porter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden