Håndbold

Offensive kvaler hos Thy Håndbold

Angrebsspillet fungerede ikke, da Thy Håndbold tabte til Farsø

Det spidser til i bunden af rækken for damerne fra Thy Håndbold. Arkivfoto: Bo Lehm
Det spidser til i bunden af rækken for damerne fra Thy Håndbold. Arkivfoto: Bo Lehm

Farsø KFUM

Thy Håndbold

24-17

Håndbold, 2. division damer

FARSØ: Damerne fra Thy Håndbold kæmper en hård kamp for at komme væk fra sidstepladsen i 2. division. Søndag led håbet om overlevelse i rækken et lille knæk, da thyboerne tabte med 17-24 på udebane mod Farsø. Særligt den offensive del af spillet haltede.

- De var rigtig gode til at få os lukket ned. Derudover havde de lidt mere rutine end os, siger Thy Håndbold-træner Kristian Sørensen.

I begyndelsen af opgøret haltede det for thyboerne. Dog var Marlene Dragsbæk godt spillende i offensiven, og hun var strategen. Efter en problematisk halvleg var Thy Håndbold bagud med 8-13.

Efter pausen fandt thyboerne momentum, og pludselig var de kun bagud med 13-14. En velspillende Michelle Skovborg i målet tog godt fra, og i den anden ende forsatte Marlene Dragsbæk med at styre slagets gang. En mandsopdækning på Marlene Dragsbæk midt i anden halvleg gjorde dog, at udeholdet fik ødelagt deres rytme. Den rytme genfandt holdet aldrig, og derfor tabte Thy Håndbold med 17-24. Nederlaget efterlader Thy Håndbold på sidstepladsen med tre point op til sikkerhed.

- Vi fik aldrig omstillet os efter mandsopdækningen, siger Kristian Sørensen.

Pausestilling: 13-8

Mål: Ea Jørgensen 7, Marlene Dragsbæk 5, Cecilie Dalsgaard 2, Cecilie Kure 1,Cecilie Westad 1 og Mia Engstrøm 1.

Gå til relaterede emner

Forsiden