Omstridte containere ved havn: Ejer tager nyt skridt i balladesag
Thisted Kommune skal tage stilling til om Westwinds containere må blive stående ved det populære surfsted lige øst for Hanstholm Havn
HANSTHOLM: Skal to containere have lov til at blive stående ved et populært surfsted lige øst for Hanstholm Havn, hvor de sidste år var ramme om en café ved navn Surf'n Coffee?
Det skal kommunen nu tage stilling til, efter at Rasmus Fejerskov, direktør for firmaet Westwind, har søgt om lovliggørelse af containerne.
Inden containerne blev stillet op i foråret 2022, havde han lavet en femårig lejeaftale med Hanstholm Havn, der ejer området. Men Rasmus Fejerskov havde forsømt at få den byggetilladelse fra kommunen, som kræves, når en container står mere end seks uger på det samme sted. Han har tidligere betegnet det som "en tanketorsk", at han ikke havde fået det forhold i orden.
Forvaltningen blev klar over den manglende tilladelse til containerne, efter at Per Skovmose, nu tidligere kommunalbestyrelsesmedlem, i efteråret henvendte sig om sagen. Hvilket resulterede i et påbud fra kommunen til Hanstholm Havn, som i første omgang dog undlod at sende den videre til Westwind-direktøren.
Samtidig er der fra kommunens side blevet sat store spørgsmålstegn ved lovligheden i den kontrakt, som betyder, at et område, der ejes af havnen - og er en del af havnens lokalplanområde - bliver lejet ud til et formål, som ikke er havnerelateret.
Det på trods af, at lejekontrakten, med beskrivelse af formålet, blev godkendt af både den daværende ledelse og bestyrelse for havnen.
Men nu forsøger Rasmus Fejerskov altså i første omgang at få lovliggjort selve opstillingen af containerne. Han bekræfter, at en "byggetilladelse" er sendt ind til kommunen inden 1. marts, der var kommunens frist for ansøgning om lovliggørelse.
I øvrigt ønsker Westwind-direktøren i øjeblikket ikke at kommentere sagen yderligere. Og vil altså heller ikke sige noget om chancerne for, at Surf'n Coffee - som oprindelig planlagt - vil kunne åbne for sæsonen omkring påske.
Ud over at sælge kaffe og is kunne man sidste sommer leje surfudstyr og booke fisketure, havnerundfart og skibsvragssafari fra containerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.